Skip til primært indhold

Ny lægelig direktør - SVS er mit sygehus!

Efter nytår starter Anna-Marie Bloch Münster i stillingen som lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus. I bund og grund ved hun måske ikke helt, hvad der ligger i direktørstillingen, men hun ved, at hun aldrig ville have søgt den andre steder end på det sygehus, som har været hendes siden barnsben.

Opvokset som fiskerdatter i Nørregade i Esbjerg lå Centralsygehuset bare få gader væk. Derfor har sygehuset i Esbjerg bogstaveligt talt været Anna-Marie Bloch Münsters allerede inden hun trådte sine første barnesko. Med årene er Centralsygehuset blevet til Sydvestjysk Sygehus, men tilknytningen er bevaret og da barnesko og leg blev til træsko og lægegerning var sygehuset i Esbjerg igen rammen.
Siden forlod hun – ligesom fiskene – fiskerbyen for at udleve læge- og forskerdrømme, men for to år siden vendte hun hjem til Esbjerg og sygehuset som overlæge og leder af tromboseforskningsenheden.
Efter nytår indtager Anna-Marie Bloch Münster så den lægelige direktørstol på det naturligste sted af alle – sygehuset i barndomsbyen.

- Jeg er sikker på, at jeg ikke ville have søgt en hvilken som helst lægelig direktør-stilling. Det er dén her direktørstilling, jeg har søgt, fordi det er på SVS. Sygehuset har fulgt mig og min familie gennem tykt og tyndt og min formning som læge er sket her. Jeg har set op til rollemodeller her, syntes at de kunne noget, som jeg var stolt af og gerne ville efterligne for at blive ligesom dem. Derfor er det den her stilling, jeg gerne vil have og være med til – sammen med mine to kolleger i direktionen – at løfte de høje ambitioner, som Sydvestjysk Sygehus har, siger Anna-Marie Bloch Münster, der glæder sig til julefreden og nytårsfesten klinger af og den nye direktørhverdag begynder – om end hun faktisk ikke helt ved, hvad der præcis venter.

- Altså i bund og grund ved jeg måske ikke rigtig, hvad en lægelig direktør laver. I min tid som overlæge har jeg selv arbejdet under fire lægelige direktører og har selvfølgelig set dem ”gøre noget”, men en helt klar fornemmelse af alle opgaver har jeg ikke. Klarest for mig lige nu står lægeuddannelsen. Jeg har været til mit første styregruppemøde. Der er nogle rigtig spændende takter og jeg tror, at det bliver knaldgodt. Det at den nye lægeuddannelse er tænkt at skulle være så kliniknær er bare helt rigtigt, for det gør at man fra dag et øver sig i rollen som læge i kontakten med patienten. Den opgave glæder jeg mig til at være med til at løfte.

Forskning er en hjertesag
Fagligt tager Anna-Marie Bloch Münster måske nok et trin op ad karrierestigen efter nytår, men kvadratmetermæssigt går det tilbage – og det har været en af den nyudnævnte direktørs første udfordringer at løse.

Med sig fra sit rummelige, lyse hjørnekontor i Klinisk Diagnostisk afdeling tager hun nemlig ikke bare sig selv og sin store erfaring, men også oceaner af ringbind og bøger indeholdende faglige tekster, artikler og en væsentlig del af den megen forskning, hun har medvirket til gennem tiden. På det noget mindre direktørkontor på første sal i Laksen står blot to bogkasser og venter, men det forslår langtfra, så flyttefolk er bestilt og der skal skabes plads. Forskningen og resultaterne af den skal med på direktørkontoret.

- Forskningen er en hjertesag for mig, konstaterer hun.

- Den faglige udvikling kommer ikke uden forskning og vi lykkes ikke med lægeuddannelsen, hvis ikke vi får styrket vores forskning og akademia. Det er godt, man har valgt at sige, at vi skal stå på tre ben: Drift, uddannelse og forskning. Forskning skal være en ligeværdig del af hverdagen, fordi den sammen med uddannelse øger kvaliteten og dermed fagligheden, som igen er med til at øge muligheden for at opnå succes med vores ambitioner til gavn og glæde for patienter og medarbejdere, siger Anna-Marie Bloch Münster.

Esbjergenser i direktørstolen giver genlyd
At et bysbarn står foran at skulle indtage en direktørstol på byens sygehus er ikke gået ubemærket hen i Esbjerg. Selv regionsrådsformand, Stephanie Lose, kalder det dejligt med lokale kræfter. På plejehjemmet har Anna-Marie Bloch Münsters mor modtaget lykønskninger og også hendes store teenagesøn har modtaget ”thumbs up” til hans seje mor. Også flere andre fremtrædende, lokale kræfter har sendt hende lykønskninger og på en tur rundt i byen har den nye lægelige direktør allerede oplevet at blive hilst på.

- Det at jeg er her fra byen har meget større betydning end jeg egentlig troede. Det vidner også om, at Sydvestjysk Sygehus måske nok har et stort optageområde, men det er altså byens sygehus, det er vores sygehus. Og jeg er stolt af at være en del af det, smiler Anna-Marie Bloch Münster, der måske endnu ikke helt ved, hvad der ligger i opgaven som lægelig direktør, men som i hvert fald godt ved, hvad hun drømmer om at kunne se tilbage på, når hun engang – om lang tid – forlader stillingen igen.

- Til den tid vil jeg gerne kunne sige, at vi har lavet landets bedste lægeuddannelse i samarbejde med regionen, SDU, praksis, psykiatrien samt de øvrige sygehuse i regionen. At vi har uddannet landets bedste læger, når man måler og vejer på det. Jeg vil også gerne kunne fastslå til den tid, at vi er patienternes valg som deres sygehus og at vi er et sted, hvor medarbejdere søger til, fordi man her kan få udlevet sine ambitioner til gavn for patienterne. At vi som sygehus er lykkedes med at implementere ny viden hurtigt, fordi vi som organisation er blevet dygtige til at drive forandringer. Endelig drømmer jeg også om at kunne sige, at vi er det sted, der virkelig er lykkedes med at integrere sundhedstilbud sammen med kommunerne og praksis.

Anna-Marie Bloch Münster tiltræder stillingen som lægelig direktør den 1. januar 2019.
 

APPFWU01V