Skip til primært indhold

Anabolske steroider nedsætter evnen til at opløse blodpropper

Over de seneste år har forskere ved Sydvestjysk Sygehus vist, hvordan androgene anabolske steroider påvirker blodets størkningssystem og øger risikoen for blodpropper. Nu kan de tilføje endnu en bivirkning til listen, da brugen af de ulovlige dopingstoffer også nedsætter evnen til at opløse blodpropper.

Foto: Lektor Johannes Sidelmann.

Brugen af anabolske steroider øger risikoen for at danne blodpropper. Samtidig viser ny forskning, at brugen af anabolske steroider også nedsætter evnen til at opløse blodpropper.

Lektor ved Enheden for Tromboseforskning, Johannes Sidelmann, er en af de forskere, der fra start har været med til at undersøge blodets størkningssystem og risikoen for blodpropper hos brugere af anabolske steroider:

'Det er selvsagt en meget uhensigtsmæssig kombination, at brugere af anabolske steroider har en øget tendens til at danne blodpropper, når de samtidig har en nedsat evne til at opløse dem igen', siger Johannes Sidelmann.

Bivirkninger hænger ved

Forskningen er et resultat af et samarbejde med Herlev Hospital, der gennem en årrække har vist en række alvorlige langtidsbivirkninger ved brugen af anabolske steroider. Det gælder for eksempel hæmning af den naturlige testosteronproduktion, forhøjet blodtryk, karstivhed, nedsat hjertefunktion og risikoen for blodpropper.

'Forskningen har sat fokus på de konsekvenser, som brugen af anabolske steroider har for kroppen. Der er tale om bivirkninger, som hænger ved i mange år efter, at misbruget er ophørt', fortæller Johannes Sidelmann.

Han tilføjer, at den øgede risiko for at udvikle blodpropper, som Enheden for Tromboseforskning har haft fokus på, hænger ved i mindst to år efter endt brug.

Hver 20. mand i fitnesscentre

Brugen af anabolske steroider er ulovlig i Danmark. Alligevel anslår Anti Doping Danmark i en rapport, at op mod hver 20. mand i danske fitnesscentre har anvendt anabolske steroider. Zoomer man ind på de danske mænd, der karakteriserer sig selv som bodybuildere, er det tal helt op mod hver femte.

'Vores forskning bidrager med konkret viden om, hvilke konsekvenser brugere af anabolske steroider udsætter sig selv for. Og det er nu veldokumenteret, at prisen for at snyde sig til store muskler er høj', siger Johannes Sidelmann.

Fakta

  • Forskningsprojektet sammenligner data fra 37 mænd, der tager anabolske steroider, 33 der tidligere har taget dem og 30 mænd, der aldrig har brugt anabolske steroider.
  • Anabolske steroider er testosteron, dvs. mandligt kønshormon. I kombination med styrketræning kan steroiderne give større muskler, men altså også en række alvorlige langtidsbivirkninger.
APPFWU02V