Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Svangerskabssukkersyge

Hvad er svangerskabssukkersyge?
Svangerskabssukkersyge er en let form for sukkersyge, der konstateres i forbindelse med en graviditet og findes hos cirka 3 % af alle gravide.

Hos alle gravide ses nedsat virkning af insulin grundet ændring i hormonbalancen under graviditeten.
Kroppen kompenserer for denne nedsatte virkning af insulin ved at øge insulinproduktionen.

Hvis kroppen ikke kan producere tilstrækkeligt med insulin eller insulin i forvejen virker dårligt, stiger blodsukkeret, og man udvikler svangerskabssukkersyge.

Svangerskabssukkersyge ses specielt hos personer, som er overvægtige eller hos personer, hvor der i forvejen er sukkersyge i familien.


Kan svangerskabssukkersyge påvirke barnet?
Svangerskabssukkersyge medfører ikke misdannelser.
Derimod kan der være problemer med, at barnet vokser meget, hvis blodsukkeret er for højt, idet barnet får tilført ekstra energi.

Hvis barnet bliver for stort under graviditeten, kan der opstå problemer med at føde barnet. Herudover kan barnets bugspytkirtel producere ekstra insulin pga. de høje blodsukkerværdier, og det kan efter fødslen medføre tendens til lavt blodsukker hos barnet.

Hvis svangerskabssukkersyge behandles under graviditeten, kan risikoen for ovennævnte komplikationer mindskes betydeligt.


Hvorledes behandles svangerskabssukkersyge?
Som beskrevet kan man, ved at holde moderens blodsukker under kontrol gennem hele graviditeten, mindske risikoen for at der kommer komplikationer hos barnet.

Behandlingen består primært af en speciel diabetes diæt, og moderen skal måle blodsukkeret hyppigt.
Derudover, er der vigtigt at få rigelig med motion.
Hvis diæt og motion alene ikke kan holde blodsukkeret normalt, kan det i enkelte tilfælde blive nødvendigt at behandle med insulin i den sidste del af graviditeten.


Hvad sker der efter fødslen?
Det nyfødte barn får kontrolleret blodsukkeret regelmæssigt det første døgn efter fødslen.
For moderens vedkommende forsvinder sukkersygen igen, hos langt de fleste, lige så snart fødslen er overstået.

Kvinder som har haft svangerskabssukkersyge vil dog have en større risiko end andre for senere i livet at udvikle en egentlig sukkersyge (ca. 50 % af personer med tidligere svangerskabssukkersyge udvikler på sigt type 2 diabetes).
Risikoen for at udvikle en egentlig sukkersyge kan mindskes betydeligt ved at leve fornuftigt, altså spise fornuftigt, undgå overvægt og motionere regelmæssigt.

Hvis du i fremtiden udvikler sukkersyge, er det afgørende for forløbet, at det konstateres tidligt inden der kommer symptomer.
Vi vil derfor anbefale, at du undersøges regelmæssigt for sukkersyge. Første gang 3 mdr. efter fødslen og derefter hvert år. Undersøgelsen skal arrangeres via din egen læge.
Når du møder hos din læge til 8 ugers undersøgelse efter fødslen, kan du aftale tid til kontrol, idet din egen læge ikke indkalder dig automatisk til undersøgelserne.


Nogle forholdsregler, når du har graviditetssukkersyge

  • Spis mange grøntsager dagligt, både rå og kogte.
  • Spist groft brød, kartofler, ris, gryn og pasta.
  • Spis ikke mere end 2 - 3 stykker frugt om dagligt.
  • Drik gerne 2 glas men højst 1/2 liter mælk dagligt.
  • Spis magert.
  • Undgå sukker i den daglige husholdning.
  • Drik rigeligt med vand.

Derudover kan du drikke danskvand, sodavand light, saftevand light.


HUSK!
Forholdsreglerne er meget overordnede.
Det er derfor meget vigtigt, at du kommer til en samtale med diætisten, som tager udgangs punkt i netop din kost.

Logo


Siden er sidst opdateret 21-6-2019



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk