Skip til primært indhold

Danmarks bedste uddannelse for speciallæger ligger på Esbjerg Sygehus

Sundhedsstyrelsens uddannelsespris, som hylder sygehusafdelinger, der gør en særlig indsats for at uddanne speciallæger, går i år til afdelingen Bedøvelse og Intensiv på Esbjerg Sygehus.

Når det kommer til et godt uddannelsesmiljø for speciallæger, så er afdelingen Bedøvelse og Intensiv på Esbjerg Sygehus den bedste i landet.

Det viser Sundhedsstyrelsens årlige inspektorrapporter, der vurderer sygehusafdelinger med uddannelseslæger tilknyttet ud fra en række uddannelsesinitiativer og tiltag.

Den årlige uddannelsespris overrækkes i dag i forbindelse med inspektordningens årsmøde, og det er en stolt afdelingsledelse, der på vegne af hele afdelingen modtager prisen.

De stolte prismodtagere er fra venstre: cheflæge Morten Lund Christiansen, uddannelsesansvarlig overlæge Jakob Oxlund og uddannelsesansvarlig afdelingslæge Rikke Frank Aagaard Johnsen.

Højt prioriteret område

’Det er virkelig stort for os. Både som afdeling, men også for hele sygehuset og nærområdet. Det er en pris, som vi er særligt glade for, da vi har investeret og stadig investerer en masse kræfter på uddannelse. Det er et højt prioriteret område,’ siger cheflæge Morten Lund Christiansen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen får afdelingen prisen for gennem flere år at have fokus på at give en god uddannelse til speciallæger. Inspektorerne lægger vægt på et højt uddannelsesniveau og et trygt læringsmiljø med en klar strategi for den systematiske uddannelsesevaluering.

Af særlige initiativer fremhæves blandt andet, at der er halvårlige aflønnede uddannelsesmøder og en systematisk opdateret oversigt over uddannelseslægernes kompetencer, som anvendes i arbejdsplanlægningen.

Kun 2. gang nogensinde

Uddannelsesansvarlig overlæge Jakob Oxlund forklarer, at afdelingen også har arbejdet med sammensætningen i lægegruppen.

’Vi har en relativ ung speciallægegruppe, hvilket betyder, at de fleste supervisorer er uddannet under samme uddannelsesprogram og form, som de læger der aktuelt er under uddannelse, og det giver en bedre forståelse for de krav og forventninger, der i dag stilles til læger under specialisering,’ siger Jakob Oxlund.

Det er kun anden gang nogensinde, at sygehuset i Esbjerg modtager den prestigefyldte pris. Senest har afdelinger på nogle af de store hospitaler i Aalborg, Aarhus og Odense modtaget prisen, og tilbage i 2015 modtog sygehuset i Esbjerg for første gang prisen for uddannelsestiltag i akutmodtagelsen.

Om Sundhedsstyrelsens inspektordning

Uddannelsespriserne tildeles på baggrund af rapporter fra Sundhedsstyrelsens inspektorer.

Inspektorerne er et korps af læger med særlig interesse for lægelig videreuddannelse, som er udpeget af de lægevidenskabelige selskaber. Inspektorerne tager rundt og vurderer landets uddannelsesafdelinger ud fra 16 temaer, som udgør rammen for kvalitetssikring og -udvikling af videreuddannelsen af yngre læger.

Ved inspektorbesøg rundt på landets afdelinger deltager også læger, som selv er ved at blive uddannet til speciallæger - de såkaldte juniorinspektorer.

Det meste af afdelingen involveres ved inspektorbesøget, og inspektorerne hjælper med råd og input til afdelingernes tilrettelæggelse af videreuddannelsen.

Kilde: Sundhedsstyrelsens inspektorordning

APPFWU02V