Skip til primært indhold

Ny sygeplejefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus

Charlotte Mose Hansen bliver ny sygeplejefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Fælles Akutmodtagelse (FAM) på Odense Universitetshospital og tiltræder 1. november 2021.

Sydvestjysk Sygehus får ny sygeplejefaglig direktør. 52-årige Charlotte Mose Hansen tiltræder stillingen 1. november 2021, hvor hun tager over efter Susanne Lauth, som i juli valgte at fratræde stillingen for at blive sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.

Charlotte Mose Hansen er uddannet sygeplejerske og har desuden en diplomuddannelse i ledelse og en masteruddannelse i offentlig ledelse. Hun blev først ansat på Odense Universitetshospital i 1997. I 2001 blev hun afdelingssygeplejerske på Endokrinologisk Afdeling, hvor hun siden blev ledende oversygeplejerske. I 2012 blev hun ledende oversygeplejerske på Fælles Akutmodtagelse (FAM), hvor hun har arbejdet indtil nu.

Spændende udvikling

I sin nye stilling får Charlotte Mose Hansen, sammen med administrerende sygehusdirektør Per Busk og lægelig direktør Anna-Marie Bloch Münster, det overordnede ansvar for ledelsen af Sydvestjysk Sygehus, der tæller sygehusene i Esbjerg og Grindsted samt veneklinikken i Brørup.

Regionsdirektør Jane Kraglund siger:

- Jeg er glad for at kunne byde velkommen til Charlotte Mose Hansen som en del af Sydvestjysk Sygehus’ direktion. Sydvestjysk Sygehus har en meget høj patienttilfredshed og er inde i en spændende udvikling, der bl.a. tæller udviklingen af sygehuset i Esbjerg fra et akutsygehus til et universitetshospital. Jeg er sikker på, at Charlotte Mose Hansen som en del af direktionen på Sydvestjysk Sygehus vil sikre videreførelse og videreudvikling af de mange gode indsatser.

Prioriterer kompetenceudvikling højt

Ud over de opgaver og det ansvar, der følger med en plads i direktionen, kommer Charlotte Mose Hansen som sygeplejefaglig direktør bl.a. til at arbejde med videreudvikling af den sygeplejefaglige profil, uddannelse og efteruddannelse samt opbygning af et stærkt klinisk forskningsmiljø på sygeplejeområdet.

Administrerende sygehusdirektør på Sydvestjysk Sygehus Per Busk siger:

- Jeg glæder mig til samarbejdet med Charlotte. Hun har har lang erfaring med både sygeplejefaget og ledelse, og som leder er hun visionær og god til at tænke strategisk. Samtidig har hun stort fokus på, hvordan vi som sygehus kan blive endnu bedre, og derfor prioriterer hun også kompetenceudvikling af medarbejderne højt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får stor glæde af Chalottes kompetencer.

Sammenhængskraft i pleje og behandling

Charlotte Mose Hansen glæder sig til at tiltræde stillingen og blive en del af direktionen på Sydvestjysk Sygehus:

- Jeg kender Sydvestjysk Sygehus som et ambitiøst sygehus med dygtige ledere og medarbejdere, som tænker patienterne med i alle beslutninger. Der er stort fokus på sammenhængskraft i pleje og behandling, og jeg glæder mig til at arbejde mere strategisk med bl.a. det tværsektorielle område i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Rekruttering og fastholdelse af dygtige ledere og medarbejdere hænger for mig bl.a. sammen med gode uddannelses- og forskningsmiljøer med fokus på kompetenceudvikling af den enkelte. Det er et område, som jeg gerne vil bidrage til at udvikle yderligere, hvilket der er enestående mulighed for set i lyset af Sydvestjysks Sygehus’ nye status som universitetshospital.

Privat bor Charlotte Mose Hansen i Tommerup på Fyn.

APPFWU02V