Skip til primært indhold

SVS ansætter professor til forskning i overvægt og fedme

Den 1. maj blev medicinsk overlæge, Claus Bogh Juhl, ansat som professor for diabetes og endokrinologi på Sydvestjysk Sygehus. Claus skal hjælpe patienterne med at udvikle behandlingsmulighederne i fremtiden.

Medicinsk overlæge og Ph.d. Claus Bogh Juhl er udnævnt som professor på Sydvestjysk Sygehus. Professoratet er organiseret under institut for regional sundhedsforskning og finansieret af Steno Diabetes Center Odense.


Claus blev ansat som overlæge på Medicinsk afdeling på Sydvestjysk Sygehus i 2007. Da kirurgisk behandling af svær fedme efterfølgende blev etableret som et tilbud på sygehuset, blev Claus bedt om at varetage funktionen som forskningsleder for overvægt og fedme.

Udnævnelsen betød, at han fik mere tid til forskningen, hvilket resulterede i flere ph.d.-afhandlinger som bl.a. har undersøg betydningen af fysisk aktivitet hos patienter, som har gennemgået overvægtskirurgi og om faktorer vedrørende blodstørkning og blodkar-funktion ved svær overvægt.  Aktuelt forsker Claus med sine forskningsgrupper i kronisk lungesygdom ved svær overvægt og konsekvenserne af fedmekirurgi.

En forsker med bredde
Claus elsker at forske. Lige fra tiden som ung medicinstuderende, har han haft fingrene i forskningen og igennem tiden har Claus stiftet bekendtskab med mange forskellige forskningsområder:


- Jeg ved ikke alt om et enkelt lille molekyle. Til gengæld ved jeg meget om meget. I min ansættelse som professor skal jeg viderefører og udvikle den forskning der allerede findes inden for overvægt og diabetes. Det bliver rigtig spændende at komme i gang, og vi har allerede flere forskningsprojekter i støbeskeen, fortæller Claus.


Claus Bogh Juhl bliver i fremtiden også Programleder for Klinisk Intervention under Steno Diabetes Center Odense, og han vil stå i spidsen for det kommende Syddanske Overvægtsinitiativ på Sydvestjysk Sygehus. Initiativet har til formål at udforske hyppighed og alvorlighed af fedmerelaterede sygdomme og tilstande.


- Vi vil bl.a. have et særligt fokus på mennesker med samtidig psykisk sygdom, hvor overvægt ofte udgør et ekstra helbredsproblem. Vi vil også undersøge, hvilken betydning overvægt har hos personer med anden etnisk herkomst end dansk, - et område der er meget sparsomt belyst i en dansk sammenhæng, siger Claus.

 

Patienternes mand
- Jeg vil huskes for at gøre livet lidt lettere for de patienter, som lever med overvægt eller diabetes. Jeg vil blive ved med at være tæt på patienterne i klinikken fremover. Det betyder også, at jeg kan se, høre og forstå deres problemstillinger på en helt anden måde, som kan påvirke mine forskningsområder positivt, fastslår Claus.


I fremtiden vil Claus være ansat i en delt stilling, hvor der både er tid til patienterne i ambulatoriet og studierne inden for både diabetes og overvægt.   
 
 

APPFWU02V