Skip til primært indhold

Demens forbliver et kerneområde på SVS

Afslutningen på demensprojektet i slutningen af november 2019 markerer to års udvikling og løft af behandlingen for patienter med demens og deres pårørende – og nye initiativer venter forude

- Visionen for projektet var at sikre en individualiseret behandling af høj kvalitet for patienter med demens. Det skulle gøres gennem et bredt og differentieret kompetenceløft for sygehusets medarbejdere, understregede sygeplejefaglig direktør, Susanne Lauth i sin åbningstale ved afslutningskonferencen for demensinitiativet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Siden 2017 har sygehuset arbejdet intensivt med praksisnært kompetenceløft i forhold til patienter med demens. Det har betydet flere tiltag. Bl.a. har demenskoordinatorerne udviklet en universal værktøjskasse, som kan hjælpe patienterne med at få en bedre oplevelse, når de besøger sygehuset. Over 1200 medarbejdere er blevet uddannet til demensvenner, og alle personalegrupper har fået adgang til et E-læringssystem for at højne kompetencerne i mødet med patienter med demens.

- Vi stræber hver dag efter at gøre det bedste for patient og pårørende, og det kræver viden og værktøjer på alle niveauer og på tværs af afdelinger og faggrupper at skabe et sammenhængende og hensynsfuldt forløb. Vi har arbejdet intensivt i dette initiativ, og vi håber, vores patienter kan se og mærke en forskel, siger Susanne Lauth.

 

Pårørendesygdom
”Demens er også de pårørendes sygdom”. Sådan stod der på et af bladene fra sygehusets demenstræ i forhallen. På træets blade kunne alle skrive gode ideer til og erfaringer med, hvordan sygehuset kunne blive endnu bedre til at skabe et godt forløb for patienterne.
- Vi ser på afdelingerne, at demens er en sygdom, der i den grad rammer de pårørende. De kan ofte engagere sig i behandlingen og plejen på en anden måde end man selv kan, når man lider af demens. Derfor er det også vigtigt, at vi tager hånd om de pårørende, og gør hvad vi kan for at vise, at vi forstår deres situation, fortæller demensambassadør, Heidi Elmborg Andersen.

De pårørende spiller en afgørende rolle som ressourcepersoner for sygehuset. Deres viden og erfaringer med patienten kan nemlig være med til at finde nøglen til det gode behandlingsforløb.
- Vi bringer patienten i centrum for deres egen behandling. Når det handler om demens, betyder det også ofte, at vores pårørendes erfaringer virkelig er afgørende, da det er dem, der kender patienten bedst, siger Heidi.

 

Ikke slut
Og der var stor ros til Sydvestjysk Sygehus ved afslutningskonferencen for demensinitiativet:

- Jeres projekt er et tydeligt bevis på, at man kan ændre meget for mennesker med demens med nogle små greb, roser projektleder, Ann Nielsen, fra projektet: Demensvenlige Sygehuse i Danmark.

Men selv dette initiativ har sat sidste punktum, så fortsætter indsatsen for et bedre behandlingsforløb. Demens er og bliver nemlig et vigtigt fokuspunkt for Sydvestjysk Sygehus.

- Vi skal i fremtiden opretholde det fundament, der er skabt i dette projekt. Vi skal have endnu mere fokus på demens og kognitivt svigt, og vi skal udvikle endnu mere på det patientnære niveau, siger Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør på SVS.
Allerede nu har sygehuset opsat flere nye projekter, der bl.a. skal skabe rammerne, som sikrer, tidlig opsporing af patienter med demens, når de indlægges akut, og der er også planer for fastholdelse af kompetencerne på sygehuset om demens.

APPFWU02V