Skip til primært indhold

SVS vil finde årsagen til svangerskabsforgiftning

En forskergruppe fra Sydvestjysk Sygehus modtager 300.000 kroner til et kommende forskningsprojekt, der skal afsløre årsagen til svangerskabsforgiftning.

Hvert år bliver cirka 2500 gravide kvinder i Danmark ramt af svangerskabsforgiftning. I værste fald betyder det, at de gravide kvinder bliver særdeles syge, og at børnene fødes alt for tidligt. Både mor og barn kan have akutte komplikationer efter svangerskabsforgiftning, og de har begge efterfølgende en øget risiko for alvorlig sygdom senere i livet. På verdensplan dør der omkring 70.000 kvinder årligt af svangerskabsforgiftning.


Lægevidenskaben kender endnu ikke årsagen til, hvorfor nogle kvinder udvikler svangerskabsforgiftning. Og det er uklart, hvordan sygdommen udvikler sig. Den eneste kur er på nuværende tidspunkt at afslutte graviditeten.


Speciallæge Anne Cathrine Godtfredsen arbejder til dagligt på fødeafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Sammen med Enheden for Tromboseforskning ved Sydvestjysk Sygehus og Syddansk Universitet vil hun forske i svangerskabsforgiftning.


- Vi vil forsøge at finde en ny årsagssammenhæng for udviklingen af svangerskabsforgiftning, så kvinderne, der er ramt, kan få bedre behandling, så færre børn skal fødes alt for tidligt. Man siger, at én ud af tre for tidlige fødsler sker på grund af svangerskabsforgiftning, siger Anne Cathrine.


Allerede inden forskningsprojektet går i gang i september 2019 har lokale fonde ønsket at bakke op om forskningsprojektet, idet Esbjergfonden og Lida og Oskar Nielsens Fond støtter projektet med i alt 300.000 kroner.


- Forskningsmidlerne skal bruges til at dække projektets drifts- og lønudgifter. Vi mangler stadig en del midler for at komme i mål med finansieringen af projektet, men vi tror på, at vores projekt kan gøre en forskel for rigtig mange kvinder ikke bare i Danmark, men i hele verden, så derfor håber vi, at andre lokale fonde vil støtte projektet, fortæller Anne Cathrine.


Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Fødeafdelingen og Enheden for Tromboseforskning ved Sydvestjysk Sygehus, gynækologisk/obstetrisk afdeling SVS Esbjerg, afdelingen for Cancer og Inflammationsforskning OUH og Fødeafdelingen ved Odense Universitetshospital. Projektet søges at indgå i et treårigt ph.d.-studie ved Syddansk Universitet, med Anne Cathrine Godtfredsen som ph.d.-studerende.

APPFWU01V