Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Behandling med biologiske lægemidler

Sammen med en speciallæge i reumatologi er det besluttet, at der skal startes biologisk behandling for at optimere behandlingen af din gigtsygdom.

Hvad er biologiske lægemidler?
Biologiske lægemidler er komplicerede at fremstille, og i fremstillingen benyttes levende vævskulturer, det vil sige biologisk materiale. Biologiske lægemidler virker ved målrettet at hæmme forskellige processer i immunsystemet. Immunsystemets celler kommunikerer ved at sende små signalstoffer til hinanden.
Ved flere reumatologiske sygdomme er der en overvægt af forskellige signalstoffer. Nogle af disse signalstoffer har en sygdomsstimulerende effekt. Biologiske lægemidler virker ved at binde sig til og inaktivere disse sygdomsstimulerende signalstoffer. Inaktiveringen af signalstofferne genopretter balancen i immunsystemet, hvormed ledhævelse, ledsmerter og ledødelæggelse reduceres eller ophører.

Hvilke sygdomme behandles med biologiske lægemidler
Biologiske lægemidler bruges i behandlingen af flere sygdomme, når anden behandling ikke har vist sig effektiv. Vi behandler blandt andet leddegigt, rygsøjlegigt, og psoriasisgigt med biologiske lægemidler.

Hvad kan jeg forvente af behandlingen?
Der er store individuelle forskelle på, hvordan man reagerer på medicin, og det er ikke muligt at sige noget sikkert om effekten hos den enkelte patient på forhånd. Generelt set er biologiske lægemidler effektive med en hurtig (måneder) indsættende behandlingseffekt hos de fleste. Effekten af din behandling evalueres ved lægekontrol 3- 4 måneder efter opstart.

Hvilke bivirkninger er der til behandling med et biologisk lægemiddel?
De fleste tåler behandlingen uden  væsentlige bivirkninger. Eventuelle bivirkninger vil ofte være milde og aftage den første tid under behandlingen.
De hyppigste bivirkninger er kløe og irritation ved indstiksstedet og øget tendens til infektioner. Sygeplejersken har grundigt kendskab til bivirkningerne og vil informere dig om, hvad du skal være opmærksom på under din behandling.

Hvordan gives biologiske lægemidler?
De kan gives enten som en indsprøjtning under huden eller ind i en blodåre i armen alt efter hvilket lægemiddel, der ordineres til dig.

Biologiske lægemidler og anden medicin
Der er normalt ingen problemer med at give anden medicin sammen med biologiske lægemidler. Ofte gives samtidig sygdomsbremsende gigtmedicin og forskellige former for smertestillende medicin.

Undersøgelser før opstart af biologisk behandling
Alle, der skal i behandling med et biologisk lægemiddel, undersøges rutinemæssigt for infektionssygdomme.
Under behandling med biologiske lægemidler er immunsystemet mindre effektivt, og der er risiko for, at skjulte sygdomme kan ”blusse op”. For at forebygge det, undersøger vi rutinemæssigt (ved en blodprøve) alle vores patienter for, smitsom leverbetændelse(hepatitis B og C) og tuberkulose.
Der tages et røntgen billede af lungerne for at udelukke infektion, og der laves en test for at udelukke tuberkulose.

Andre forholdsregler
Du må ikke være/blive gravid under biologisk behandling.
Du må ikke have haft kræft eller forstadier til kræft inden opstart. Hvis du får kræft under behandlingen, må den ikke fortsættes.

Er der øget risiko for kræft på grund af behandling medbiologiske lægemidler?
Vores viden på området er begrænset. Store registerundersøgelser tyder ikke på, at der er en øget risiko for kræft.
Det er muligt, at behandling med nogle typer biologiske lægemidler kan forværre en allerede eksisterende kræftsygdom eller tidlige asymptomatiske forstadier til kræft. Der er ikke sikker viden om, at behandlingen i sig selv fremmer udvikling af kræft, der ikke allerede er i kroppen.

Når der er svar på alle undersøgelser godkender lægen dem og ordinerer, hvilket biologisk lægemiddel du skal have.
Sygeplejersken kontakter dig per telefon for at aftale tid til opstart af behandlingen og grundig information om lægemidlet SAMT forholdsregler i forbindelse med biologisk behandling.

Logo


Siden er sidst opdateret 24-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk