Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Tåre- og spyttest

Formål
Du skal have lavet en undersøgelse, som kan påvise, hvor meget tårevæske og spyt du danner.
Undersøgelsen bruges til at bekræfte eller afkræfte diagnosen Sjøgrens syndrom.
Ved Sjøgrens syndrom er et af symptomerne udtalt mundtørhed og tørre øjne.

Hvad er Schirmers test?
Schirmers test er en måling af tåreproduktionen hos patienter, som har tørre øjne, som kan være en del af Sjøgrens syndrom. Undersøgelsen kan foretages ambulant. Den er hurtig, simpel og smertefri, men kan i enkelte tilfælde give lidt irritation i øjets slimhinde.
Tørre øjne er et hyppigt symptom hos ældre personer, hvilket skyldes aldersbetinget forandring af øjets overfladeslimhinde. I disse tilfælde måles tåreproduktionen oftest som værende normal. Hos yngre personer kan tørre øjne skyldes Sjøgrens syndrom, som er kendetegnet ved tørhed af slimhinderne i munden og i øjnene. Ved at måle den mængde tårer, som tårekirtlen danner, afklares om den er nedsat og taler for Sjøgrens syndrom eller er normal og taler imod Sjøgrens syndrom.

Forholdsregler inden undersøgelsen
Brug ikke øjendråber og kontaktlinser de sidste 2 timer før undersøgelsen.

Hvordan foregår undersøgelsen?
En strimmel filtrerpapir bukkes og lægges ind over nederste øjenlågsrand, hvor det sidder i 5 minutter. Herefter fjernes strimlen og det måles, hvor langt ud tårevæsken har kunnet væde papiret.
Er papiret fugtet længere end 5 mm er resultatet normalt.

Hvad er Spyttest
Spyttest er en undersøgelse af spytproduktionen, hos patienter med mundtørhed, f.eks som led i Sjøgrens syndrom. Foretages ambulant og er smertefri.
Mundtørhed er et symptom, der kan være bivirkninger fra medicin, men så vil spytproduktionen være normal. Ved at måle spytproduktionen afklares, om den er nedsat og taler for Sjøgrens syndrom eller er normal og taler imod Sjøgrens syndrom.

Forberedelser inden undersøgelsen
Du må ikke spise, drikke, tygge tyggegummi, spise pastiller eller ryge de sidste 2 timer før undersøgelsen.

Hvordan foregår undersøgelsen
Du skal spytte/ afgive det spyt, du har i et opsamlingsbæger i 15 minutter.
Er spytmængden større end 1,5 ml er resultatet normalt.
For, at lægen kan stille diagnosen Sjøgrens syndrom, kræver det flere andre undersøgelser end spyt og tåretest. Du vil blive informeret om yderligere undersøgelser, hvis det er aktuelt.

Kontakt
Er du i tvivl om noget, er du velkommen til at kontakte sygeplejersken i Reumatologisk Ambulatorium på telefon 79182384, hverdage kl. 8.30-9.15 og kl. 11-12.00

Logo


Siden er sidst opdateret 24-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk