Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Pårørende får ordet

Her er rart at være

Pårørende roser Neurorehabiliteringen Grindsted højt. Her bliver de set og hørt.

- Der er en helt speciel stemning her. Lige så snart man træder ind ad døren, mærker man, at her er rart at være.

Det siger Tove Sunddal, der sammen med Marianne Christiansen og Gert Skjønnemand fortæller om Neurorehabiliteringen på Sydvestjysk Sygehus, Grindsted, fra den pårørendes synsvinkel. De tre har alle ægtefæller, som har været indlagt på afdelingen på forskellige tidspunkter.

Blodpropper. Hjerneblødninger. De tre har alle ægtefæller, der er efterladt med svære handicap, og de roser afdelingens arbejde.

- Bare sådan en lille ting som, at personalet gav mig en kop kaffe hver aften, når jeg skulle køre hjem, nævner 66-årige Tove Sunddal, Rødding, hvis ét år ældre mand, Svend Aage, blev ramt af en blodprop, der forårsagede lammelse i højre side af kroppen og berøvede ham talens brug, ligesom der stødte epilepsi til.

Af to omgange har Svend Aage Sunddal, der stadig har lammelser og epilepsianfald, men kan tale lidt igen, været patient på Neurorehabiliteringen.

- Her i Grindsted bliver man set og hørt som pårørende, roser Tove Sunddal videre.


Stort pres på den pårørende

De tre understreger, hvor vigtigt det er for en pårørende i så svær en situation at have god kontakt til det pågældende behandlingssted og dets personale.

- Som pårørende er man presset hele tiden, fastslår Mariane Christiansen, 64, Grindsted.

Hendes 67-årige mand, Hans, blev ramt af flere blodpropper samt tre tilfælde af hjernehindeblødning. Også han har lammelser, foruden andre skader.
Syv uger har Hans Christiansen været patient på afdelingen.

- Jeg har kun positivt at sige, fastslår Mariane Christiansen, der blandt meget andet husker et betænksomt, beroligende telefonopkald om mandens tilstand.

- Man tænker lige lidt ud over kanten. Man tænker på, at der måske er en pårørende, der er urolig. Man giver sig tid til den pårørende, siger hun taknemmeligt.

- Det vigtigste er, at når man kommer herind, er man velkommen, supplerer Gert Skjønnemand, 61, Grindsted, hvis hustru, Anette, 58, for to år siden fik symptomer, som parret i første omgang antog var migræne.

Det var det ikke. Symptomerne varslede, at Anette Skjønnemand tragisk skulle blive ramt af flere hjerneblødninger.

- Anette kom videre fra Neurorehabiliteringen i Grindsted til en anden døgnbehandlingsinstitution og  er hjemme nu. Lige nu har hun det godt, men man ved aldrig, hvordan hun har det på et givent tidspunkt. Hun kan godt gå med rollator, men hun kan ikke synke og har en tracheostomi, beretter Gert Skjønnemand.

- Vi var utroligt glade for Anettes behandling hér i afdelingen, istemmer han rosende til Neurorehabiliteringen.

- Personalet svarer pænt og ordentligt på éns spørgsmål. De er yderst kompetente.

- også selvom det nogle gange er små bekymringer, man kommer med, indskyder Tove Sunddal med et smil.

- Men man bliver taget hånd om, følger Mariane Christiansen straks op.
 


Pårørende Neurorehabiliteringen

Gert Skjønnemand, Tove Sunddal, i midten, og Mariane Christiansen i Neurorehabiliteringens aktivitets- og sansehave, der med sine blomster, bær og duftende krydderurter er endnu et stort plus for patienter og pårørende.
 


Siden er sidst opdateret 12-3-2019



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk