Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Knaphuller som stikketeknik

Du har på et tidspunkt fået lavet en lille operation på blodårerne i din ene arm, en hæmodialyse fistel.

Vi vil tilbyde dig etablering af 2 "knaphuller" i din "fistelarm".

Ved gentagne stik nøjagtig det samme sted i blodåren og med samme vinkel og retning HVER gang, danner huden en kanal, som udvendig ser ud som en lille rund plet.
Pletten ligner hullet i en lille knap, et "knaphul".

Når nålene fjernes efter dialysen, lukker hullerne sig med en lille sårskorpe. Denne skorpe fjernes forsigtigt ved den følgende dialyse.
Den opblødes forinden ved, at du hjemmefra selv sætter pushban plaster, vædet med en smule vand, over sårskorperne (plaster udleveres af Hæmodialysen).

Der lægges 2 nye nåle nøjagtig samme sted, som sårskorperne sad.

Det tager 6-10 dialyser, inden huden har dannet kanalerne.

Vi vil tilstræbe, at du selv lære stikketeknikken og selv etablerer knaphullerne under vejledning af 1-2 sygeplejersker. Hvis du ikke selv er istand til at anlægge nåle, kan 1-2 sygeplejersker samarbejde om etablering af knaphullerne.

Når kanalerne er dannet, bruges "stumpe" nåle.
Stumpe nåle er ikke spidse og skarpe.

Du har til enhver tid ret til at sige fra, hvis du IKKE længere ønsker at benytte "knaphuller" som stikketeknik.

Fordele

  • Mindre smerter ved anlæggelse af nåle.
     
  • Lettere at finde stikkesteder fra gang til gang, der stikkes samme sted hver gang.
     
  • Færre fejlstik med blødning under huden fra blodåren til følge.
     
  • Færre udposninger på åren.
     
  • Mindre ardannelse.
     
  • Det tager ikke så lang tid at stoppe blødningen, efter nålene er taget ud.
     
  • Nogle patienter kan oplæres til at stikke sig selv.
     
  • Det skulle ikke gøre så ondt at blive stukket med stumpe nåle som med skarpe nåle.


Ulemper

  • Under etableringen af knaphullerne og en tid herefter må det påregnes, at det kan tage lidt længere tid at anlægge nålene og som følge heraf, kan det måske være nødvendigt at ændre mødetiden til dialyse.
     
  • Der kan være en minimal øget risiko for infektion i knaphullerne, men dette er IKKE vores erfaring.
Logo


Siden er sidst opdateret 6-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk