Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

DC- konvertering

Denne patientinformation er en orientering til de patienter, der indlægges eller indkaldes ambulant til stødbehandling af deres hjerterytmeforstyrrelse, en såkaldt DC-konvertering (Direct Current stødbehandling).


Eventuelle spørgsmål kan rettes til
Hjertemedicinsk Ambulatorium i Esbjerg: 7918 2252

Den hjerterytmeforstyrrelse, der stødbehandles kaldes atrieflimmer/forkammerflimmer.
Mange lever med denne hjerterytmeforstyrrelse uden gener, mens andre er generet i varierende grad. Mange med atrieflimmer bliver derfor tilbudt stødbehandling.

Der skal inden stødbehandlingen foretages en vurdering af behovet for medicinsk behandling og en blodfortyndende behandling.
Inden der kan foretages en stødbehandling, skal der være iværksat en behandling med tablet Marevan eller Marcoumar; blodfortyndende medicin. Denne behandling skal være iværksat således, at ens blodfortyndingstal har ligget i intervallet 2-3,5 igennem de sidste 3-4 uger. Målt minimum en gang ugentligt, dette kontrolleres via egen læge eller i ambulatoriet.

Hvis du indkaldes til stødbehandling og dit blodfortyndingstal ikke ligger korrekt, bedes du ringe til Hjertemedicinsk Ambulatorium.

Man skal have været blodfortyndet korrekt ellers er risikoen for blodpropper under stødbehandlingen stor. Vi vil derfor udsætte din indlæggelse, hvis blodfortyndingstallet ikke ligger korrekt. Hvis det er din egen læge, der styrer behandlingen, rettes kontakt til vedkommende.

Såfremt man får andet blodfortyndende såsom pradaxa, xarelto eller eliquis skal dette være taget på samme tidspunkt hver dag, gennem de sidste 3-4 uger, og ingen må springes over.
Ved disse præparater skal der ikke måles et blodfortyndingstal.

Selve den ambulante behandling varer to dage, man møder fastende til stødbehandlingen dagen efter der er skrevet journal og taget blodprøver.
Skal der startes ny medicin, forbliver man indlagt.

Selve stødbehandlingen er forbundet med få bivirkninger.
I store undersøgelser ses en uventet hændelse i 1 ud af 10.000 stødbehandlinger (oftest kortvarig, langsom puls).


1. dag
Skal du først gå på laboratoriet og få taget blodprøver og ekg.
Herefter møder du i Hjertemedicinsk Ambulatorium 250, Esbjerg, hvor en sygeplejerske vil taget imod dig og informere dig om stødbehandlingen.

Din medicin vil eventuelt blive ændret, således du får den medicin vi i første omgang vil bruge til at holde dit hjerte i normal rytme.
Om eftermiddagen gennemser vi blodprøver og eventuelt andre undersøgelser for, om du kan stødes dagen efter. Vi vil kontakte dig ved problemer.

Du skal faste fra midnat og indtil du er bedøvet til stødbehandlingen.

Sygeplejersken vil informere dig om, hvornår du skal møde næste dag til aftalt tid.


2. dag
Du er fastende, har dog taget morgenmedicin med lidt vand. Her kan du læse mere om Fasteregler.
Du møder kl 9.00 på Hjertemedicinsk Ambulatorium 250.

Du køres på enestue, påmonteres hjerterytmeovervågning og elektroder til at foretage stødbehandlingen. Der måles konstant blodtryk og iltmætning.

Der er en hjertelæge og narkoselæge samt sygeplejerske tilstede ved stødbehandlingen.

Efter en kort snak, hvor narkoselægen spørger til tidligere bedøvelser og eventuelle komplikationer, får du en iltmaske over næse og mund og narkoselægen indgiver bedøvelsesmidlet i en blodåre. Efter få sekunder er man bedøvet og stødbehandlingen foretages.

Efter 3-5 minutter vågner man igen og behandlingen er overstået. Så snart man er vågen kan man få noget at spise og en sygeplejerske vil måle blodtryk og tage et hjertediagram. Inden udskrivelsen vil der komme en læge og aftale den videre behandling og kontrol. Medicin og eventuelle recepter udskrives og medgives. Lægen skriver et kort notat til din egen læge. Du skal forvente at være her til over middag.

Du må ikke køre bil i 1 døgn efter bedøvelsen.
 

Med venlig hilsen
Hjertemedicinsk Afdeling

Logo


Siden er sidst opdateret 19-8-2019



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk