Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Behandling med Hydrea

Hydrea findes som:

  • Kapsler á 500 mg


Kapslerne er betrukket med en tynd film, så man ved berøring ikke kommer i direkte kontakt med det aktive stof.


Hvordan indtages medicinen?
Kapslerne indtages på en gang, bedst om morgenen med rigelig væske eller i forbindelse med med morgenmåltidet.

Såfremt det foretrækkes eller du har store problemer med at synke kapslerne, kan indholdet af kapslerne tømmes ned i et glas vand, som efterfølgende skal drikkes med det samme.

Kapslerne opbevares ved stuetemperatur.


Hvordan virker medicinen?
Hydrea er en mild form for kemoterapi.
Hydrea indvirker direkte på cellernes, specielt cancercellernes, evne til at dele sig. Det bevirker, at cancercellernes antal formindskes eller helt forsvinder.


Dosering
Hydreabehandlingen er meget individuel.
Dosis er almindeligvis fra 500 mg til 3 g daglig, afhængig af, hvilken type sygdom, du behandles for.
Da selv små ændringer i doseringen kan give anledning til uønskede virkninger, er det vigtigt at overholde den ordinerede dosis nøje.


De mest almindelige bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger ved Hydreabehandlingen er en hæmning af knoglemarvens normale celler. Det kan give anledning til nedsat blodprocent (nedsat antal røde blodlegemer), øget infektionsrisiko i form af feber (over 38 grader), øvre luftvejsinfektioner eller blærebetændelse (nedsat antal hvide blodlegemer) eller blødningstendens i form af næseblod, blødning fra tandkød eller blod i vandet (nedsat antal blodplader).
Herudover kan der opstå, omend sjældent, gener fra maven i form af kvalme, opkastning og diarré.

Øvrige bivirkninger kan være:

  •  Hudgener i form af eksem på hænder og i ansigt samt bensår
  •  Let hovedpine og svimmelhed
  •  Feber
  •  Kulderystelser
  •  Åndenød


Specielle forholdsregler
Hvis der under behandlingen med Hydrea opstår feber eller blødning, skal du umiddelbart kontakte din læge eller vagtlæge. De vil så tage stilling til eventuel antibiotikabehanding og indlæggelse.
Ligeledes skal du gøre din læge/afdelingens læge opmærksom på, hvis der opstår nogle af de ovenfornævnte bivirkninger, eller hvis du på anden måde føler dig utilpas af behandlingen.


Hvis du har spørgsmål til din sygdom eller Hydreabehandligen er du altid velkommen til at kontakte en læge eller sygeplejerske på Hæmatologisk Afdeling. 

Logo


Siden er sidst opdateret 5-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk