Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Børn med feber

Små børn får ofte feber - især i de første leveår, hvor deres immunforsvar ikke er fuldt udviklet, og hvor de endnu ikke har dannet de nødvendige antistoffer mod alle de virusarter, der oftest er skyld i feberen.

Feberen er kroppens reaktion på infektion med virus eller bakterier.  De fleste tilfælde med feber er ikke farlige, og skyldes som oftest en virusinfektion. Det går over af sig selv i løbet af et par dage.

Feberen kan også skyldes en bakteriel infektion, og kan så behandles med antibiotika (fx Penicillin). Den normale temperatur ligger mellem 36,5 - 37,5 (lavest om morgenen).


Symptomer
Feber påvirker børn forskelligt.  Nogle børn leger og er friske trods feberen, andre er trætte, pjevsede og vil helst sove. Barnet kan trække vejret lidt hurtigere end normalt. Nogle børn kan få feberkramper.


Hvad kan du gøre
Når barnet har feber, må det ikke have for meget tøj på. Giv kun barnet undertøj/bodystocking på og sørg for at holde hænder og fødder varme, evt. med sokker og evt. vanter.

Barnet må ikke fryse og have kulderystelser, da må barnet have mere tøj på eller en dyne over sig. Vær opmærksom på at afdække barnet igen.

Når barnet ligger i sengen, kan det nøjes med tæppe eller et dynebetræk over sig.

Rummet barnet sover i, skal være køligt.

Børn med feber har oftest nedsat appetit.

Det gør ikke så meget, de ikke spiser, men det er vigtigt, at barnet får rigeligt at drikke. Barnet mister væske, når det sveder.

Børn, der ammes, kan lægges til brystet hyppigere, og børn, der får modermælkserstatning, kan tilbydes ekstra væske i form af vand.

Vær opmærksom på om barnet tisser, hvis barnet har 2-3 våde bleer i døgnet, får det væske nok. Barnet må ikke komme i institution eller dagpleje, men ellers er der ingen grund til at begrænse barnet i dets aktiviteter.

Barnet må også gerne komme ud. Da feber ikke er farlig, er der ingen grund til at bruge febernedsættende medicin (Paracetamol o. lign.) Undtagen hvis barnet har ondt - og altid efter lægens anvisning.


Hvornår skal du søge læge

  • Hvis barnet er slapt, sløvt eller medtaget, og ikke viser interesse for omgivelserne.
  • Hvis barnet er irritabelt, fx klynkende og ikke kan lide berøring.
  • Hvis barnet er blegt og gråligt i huden.
  • Hvis barnet har temperatur over 40,5.
  • Hvis barnet har smerter, kaster op, drikker og tisser sparsomt.
  • Hvis barnet er stiv i ryg og nakke + evt. har udslet.
  • Hvis vejrtrækningen er hurtig, stødende og anstrengt.
  • Hvis feberen varer mere end 3 – 4 dage.

Vær opmærksom på, at spædbørn godt kan være alvorligt syge af en infektion, selvom de ikke har feber.


Behandling
Der findes ingen behandling mod feber, men der er flere ting, du kan gøre for at hjælpe dit barn. Se ovenstående.


Forebyggelse
Feber i sig selv kan ikke forebygges. Smitterisikoen afhænger af årsagen til feberen.


Når barnet kommer hjem
Barnet må komme i daginstitution, når temperaturen er normal.

Logo


Siden er sidst opdateret 4-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk