Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Diarré og opkastning

Børn får let maveinfektion med diarré og opkastninger. Oftest skyldes infektionen en virus. Barnet kan også have feber og mavesmerter.
De fleste tilfælde af diarré og opkastninger bliver bedre i løbet af et par dage, og forsvinder hyppigst efter 5-6 dage.


Symptomer
Hyppige opkastninger og hyppige tynde afføringer. Barnet har eventuelt feber og mavesmerter Barnet tisser mindre end vanligt, da barnet mister mere væske fra kroppen end det indtager. Barnet er træt, blegt og slapt.


Hvad kan du gøre?
Behandlingen består i, at barnet får væske nok.

Om barnet får væske nok, kan man vurdere ud fra, hvor meget barnet tisser. Tisser barnet 3-4 gange i døgnet og ikke er sløvt, får det væske nok. Det er normalt, at barnet ikke har nogen appetit.

Barnet må spise og drikke, hvad det har lyst til, men det er vigtigt, at væsken/maden indeholder sukker og salte. F.eks. saft, chips og popcorn. Tilbyd små mængder væske og små måltider af gangen , men til gengæld hyppigt.

Ammebørn og flaskebørn kan fortsætte med amningen, men tilbydes hyppigere og kortere måltider. Det kan blive nødvendigt at tilbyde lidt kogt vand på teske eller bæger.

På apoteket kan man købe Revolyt eller floridral, der indeholder de nødvendige salte, sukker og floridral desuden mælkesyrebakterier.

Da opkastning og diarré er meget smitsomt, er det vigtigt med god håndhygiejne. Antibiotika virker ikke på maveinfektion, der er forårsaget af virus. Midler til at stoppe diarré kan forværre tilstanden og gives derfor heller ikke.


Hvornår skal du søge læge?

  • Ved tiltagende mavesmerter
  • Ved blodig afføring
  • Hvis barnet ikke tisser eller tisser meget sparsomt
  • Hvis barnet er slapt og sløvt, dvs. bare ligger og ikke viser nogen interesse for omgivelserne
  • Hvis der er andet ved barnets tilstand, der bekymrer dig.


Behandling
Hvis barnet ikke kan holde væske i sig, kan det være nødvendigt med indlæggelse på Børneafdelingen.
Her vil behandlingen fortsat være at tilbyde væske, men det kan blive nødvendigt at tilføre væsken via et drop eller sonde. I nogle tilfælde vil man tage prøver af afføringen for at udelukke infektion forårsaget af bakterier.


Hygiejne under indlæggelse
For at undgå at smitte andre forældre og børn på afdelingen, er der er del forholdsregler, der skal overholdes.

  • Barnet vil blive isoleret på enestue og skal blive på stuen.
  • Det legetøj, barnet leger med, må kun bruges af barnet og holdes på stuen.
  • Som forældre må I gerne forlade stuen og hente fx mad og legetøj i afdelingen. Når I forlader stuen, skal hænderne vaskes og sprittes og i skal have kittel på.
  • Brug handsker ved bleskift, hvis der er afføring og pak straks ble og vaskeklude i en pose, der lukkes. Posen videregives til personalet.
  • Vask og sprit hænder efter hvert bleskift, ved kontakt med opkast, inden stuen forlades, inden I går i køkkenet og inden I tager fra skabene.


Forebyggelse
Som tidligere nævnt er infektionen meget smitsom, så god håndhygiejne er meget vigtig både hjemme og under indlæggelse.
Vask hænder efter bleskift, toiletbesøg og ved berøring med afføring og opkast. Vask også hænder inden madlavning og spisning.
 

Når barnet kommer hjem
Barnet holdes hjemme fra daginstitution indtil afføringen er normal, opkastningerne er holdt op og barnet igen spiser og drikker normalt.

Logo


Siden er sidst opdateret 4-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk