Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Sydvestjysk sygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden


Amning med suttebrik

suttebrikker

En suttebrik er et siliconeskjold, der sættes på brystvorten ved amning

Fakta

  • Suttebrikken kan anvendes i forbindelse med flade/indadvendte brystvorter, voldsom brystspænding, sår og revner på brystvorterne samt i tilfælde, hvor barnet har for få kræfter eller af anden grund ikke kan sutte effektivt uden.
  • Suttebrikken er en barriere mellem brystet og barnet og kan muligvis påvirke mælkeproduktionen, men kan være en rigtig god løsning i situationer, hvor der ikke er andre muligheder. Det kan være nødvendigt at stimulere mælkeproduktionen ekstra med hyppig amning eller udmalkning.
  • Amning med suttebrik kan være en god løsning for nogle i en kortere eller længere periode.
  • At sutte på en suttebrik er anderledes end at sutte direkte på brystet. Det kan derfor kræve lidt tålmodighed, når barnet skal øve sig i at sutte uden suttebrik. Prøv at "starte forfra" med amningen med "hud mod hud".
  • Der findes flere slags suttebrikker i flere størrelser. Få hjælp til at vælge en brik, der passer til din brystvorte. Passer størrelsen ikke, kan brikken skade brystvorten og hæmme mælken i at løbe frit.


Sådan bruger du suttebrik

  • Start med at vaske dine hænder grundigt.
  • Varm og massér brystet blidt frem mod brystvorten. Det starter nedløbsrefleksen.
  • Fugt suttebrikken med lidt modermælk eller vand, så den kan slutte tæt til huden.
  • Vend suttebrikken ud og ind, så brikken ligner en ”mexicansk hat” (1).
  • Grib fat om vingerne på suttebrikken (2).
  • Dæk over hullerne med den midterste finger og anbring suttebrikken midt på brystvorten (3).
  • Hold stadig fingeren over hullet. Træk samtidig i vingerne, så suttebrikken af sig selv vender tilbage til den oprindelige form.
  • Suttebrikken sidder nu godt fast, brystvorten er trukket lidt ud i brikken, og barnet kan få godt fat om brystvorten (4).
  • Hvis suttebrikken har en åben del, skal den sidde ud for barnets næse.

 
suttebrik4


Vær opmærksom på

  • Barnet ligger mave mod mave med dig, og med hovedet let bagoverbøjet, så næsen er fri og hagen berører brystet.
  • Barnet gaber højt op, så det fra start kommer godt ind over brikken, barnet synker under amningen, og der ses mælk i brikken når barnet slipper.
  • Brystvorten efter amningen er normal i form og farve.
  • Barnet har våde bleer og afføring flere gange dagligt. Det er tegn på, at barnet får nok at spise.
  • Barnet melder sig og sutter godt mindst 6 gange i døgnet.
  • Hvis barnet kun sutter lidt de første dage, er det godt at stimulere produktionen ved håndudmalkning, eller brug af brystpumpe for at få godt gang i mælkeproduktionen. Det kan du også gøre, hvis du oplever, at du ikke har mælk nok.


Afvænning fra suttebrik

  • Det kan være en god idé at "starte forfra" og lade barnet ligge hud mod hud på dit bryst. Det vil stimulere barnet til at sutte ved brystet.
  • Du kan også starte med at tilbyde barnet brystet uden suttebrik, evt.malke lidt modermælk ud først for at ”lokke” barnet til brystet. Det kan du gøre flere gange om dagen, måske over en længere periode.
  • Du kan også lade barnet sutte sig veltilpas, men ikke mæt ved brystet med suttebrikken på. Derefter fjerner du suttebrikken og forsøger at amme uden. Det kan du gøre flere gange om dagen og over en periode.
  • For nogle kan det være nødvendigt at bruge suttebrik i hele ammeperioden.


Rengøring af suttebrik
Rengør suttebrikken inden den bruges første gang.
Suttebrikken kan anvendes til begge bryster ved ét måltid, men skal herefter rengøres umiddelbart efter brug, så det undgås, at mælkerester tørrer ind.
Følg nedenstående procedure:

  • Vask hænder, inden du begynder at gøre suttebrikken ren.
  • Skyl suttebrikken under rindende koldt vand og gnid evt. med salt- det kan hjælpe med at fjerne mælkerester. Skyl saltet af.
  • Læg suttebrikken i en ren kop og hæld kogende vand over. Lad det stå i 5 minutter.
  • Den rengjorte suttebrik kan også koges i et kar i mikrobølgeovn i 5 min. Suttebrikken skal være helt dækket af vand.
  • Hæld vandet fra og opbevar suttebrikken tørt i koppen eller en anden ren, tildækket beholder, indtil den skal bruges.
     
Logo

Siden er sidst opdateret 21-2-2019



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk