Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Rekonstruktion af brystvorte

Med denne patientinformation vil vi gerne oplyse dig om rekonstruktion (opbygning) af en ny brystvorte.

Hvordan laves brystvorten?

  • Operationen foregår i lokalbedøvelse og varer ca. 1 time.
  • Du skal møde i vores Plastikkirurgiske ambulatorium og kan gå hjem efter operationen
  • Du må spise og drikke
  • Inden operationen tegner lægen, i samråd med dig, hvor brystvorten skal placeres. Dette gøres ved hjælp af en brystvortedanner, som placeres på brystet
  • HUSK tag en tynd hvid bomuldsundertrøje på. Placeringen af brystvorten kan ses gennem undertrøjen og gør beslutningen lettere
  • Brystvorten bliver lavet af hud fra dit bryst (se figur).
  • Brystvorte bliver syet med tråde, som du får fjernet 12-14 dage efter operationen i Plastikkirurgisk Ambulatorium eller hos din egen læge.


Forbinding efter operationen

  • For at beskytte din brystvorte får du sat en skumgummi-forbinding på.
  • Forbindingen bliver dækket af vandskyende plaster. Tåler ikke kraftig vandstråle.
  • For at undgå betændelse må du ikke få vand under forbindingen.
  • Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå, at forbindingen bliver våd.
  • Bliver forbindingen våd, skal den skiftes – enten med forbinding du har med hjem eller hos egen læge

Efter operationen må du gerne bruge den BH, som du plejer at bruge.


Får jeg ondt efter operationen?
Som regel ikke, da de fleste i forvejen har nedsat følelse i det bryst, der er rekonstrueret.
Hvis du alligevel har behov for at tage medicin for smerter, kan du tage 1 gram Panodil, Pinex, Pamol max. 4 gange i døgnet.


Infektion
Vær opmærksom på rødme varme, hævelse og feber omkring operationsområdet.
Det kan være tegn på betændelse og du skal kontakte os, vagtlæge eller egen læge.


Hvornår må jeg arbejde?
Du kan genoptage arbejde straks efter operationen, blot du beskytter brystvorten mod stød.


Kan jeg dyrke motion efter operationen?
Du skal holde dig i ro, indtil sårene er helet.
Du må dog godt cykle og gå ture. Du må ikke dyrke fx håndbold, aerobic eller lign.


Efter at trådene er fjernet

  • Du kan bade og vaske brystvorten med sæbe.
  • Når huden omkring brystvorten er helet, må du smøre huden med creme.
  • Arrene kan blive mørke af solen, hvorfor du bør beskytte arrene, så længe de er røde, med tøj eller solcreme faktor 25.


Kan jeg få farvet min brystvorte?
Farven omkring brystvorten kan du få tatoveret 3-4 måneder efter, at du har fået lavet din brystvorte.
Tatoveringen bliver lavet i Plastikkirurgisk Ambulatorium i Esbjerg.
Læs mere i patientinformationen – Tatovering af brystvorte og området omkring.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis der er tvivlsspørgsmål.
 

Venlig hilsen
Personalet
Plastikkirurgisk Enhed - Kirurgisk og Gastroentrologisk Afdeling

Logo


Siden er sidst opdateret 5-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk