Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Hvis dit barn skal opereres for brok

Hvad er brok?
Et brok er et svagt sted i bugvæggen, hvor bughinden og i sjældne tilfælde en del af tarmen trænger sig igennem.
Brokket kan hos drenge og piger vise sig i lysken, ved navlen eller øverst på låret. Hos nogle drenge desuden i pungen og hos piger i skamlæben.


Hvilke symptomer giver brok?
Brok giver ofte ingen symptomer, men der kan være ubehag og smerter, især ved fysisk aktivitet.
Som regel kan man trykke et mindre brok på plads, men brokket kan vokse, og efterhånden kan det blive vanskeligt eller umuligt at trykke på plads.
En del af tarmen kan komme i klemme, hvilket vil give mange smerter i maven og eventuelt opkastninger. Indeklemt brok kræver derfor hurtig behandling.


Hvordan behandles brok?
Operation i fuld bedøvelse
Ved operationen lægges et lille snit i huden. Indholdet i brokket skubbes tilbage i bughulen. Herefter syes det svage sted i bugvæggen sammen, således at brokkanalen er lukket.
Huden syes med tråd, der forsvinder af sig selv i løbet af nogle uger.
En af forældrene må gerne følge med på operationsgangen og være der, når barnet bedøves.


Efter operationen
Kommer barnet til opvågningsafsnittet, hvor en af forældrene kan sidde ved barnet. Barnet udskrives normalt samme dag.

Forudsætningen for udskrivelse er:

  • At barnet har spist og drukket
  • At barnet kan være oppe


Hvilke forberedelser er der før operationen?
Faste
Barnet skal være fastende. Ingen modermælkserstatning, ingen mad, bolsjer, tyggegummi og mælkeprodukter de sidste 6 timer før mødetidspunktet.
Brystbørn må ammes indtil 4 timer før mødetidspunktet. Saft og juice (vand) må gerne drikkes indtil 2 timer før mødetidspunktet.

Læs også patientinformationen: Børn i anæstesi.


Badning
Barnet skal vaskes grundigt aftenen før operationen eller samme morgen, vær særlig opmærksom på navlen og lysken.


Hvad skal jeg som forældre være opmærksom på efter udskrivelsen?
Komplikationer
Blødning fra såret eller blodansamling kan forekomme. Ansamlingen svinder oftest af sig selv. Hvis barnet får feber, eller der kommer tiltagende rødme, hævelse eller smerter fra såret, bør egen læge eller vagtlæge kontaktes.

Forbinding
Forbindingen skal altid holdes ren og tør, for at holde bakterier ude. Er forbindingen gennemsivet eller på anden måde blevet våd, skal den skiftes med det samme.
Forbindingen/plastret kan fjernes efter et døgn. Er såret helt tørt, er det unødvendigt med plaster. Såret tåler nu brusebad og rent, rindende vand.
Undgå badekar, svømmehal og lignende indtil såret er helet (2-3 uger).


Smerter
Ofte har børnene ingen eller få smerter. I tilfælde af smerter kan du give barnet tablet Paracetamol (Panodil), som vi anbefaler, er indkøbt før operationen. Følg anvisningen på pakken.


Sport og leg
Børn sætter selv grænsen og må gøre, hvad de har lyst til.


OBS!
Har barnet været udsat for smitte med børnesygdomme indenfor de sidste 4 uger, er forkølet eller har feber, bedes I ringe til Børne- og Ungeafdelingen. 


Venlig hilsen
Børne- og Ungeafdelingen
 

Logo


Siden er sidst opdateret 6-8-2019



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk