Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Varmebehandling af slimhinden i livmoderen (Novasure)

Novasurebehandlingen er en engangsbehandling, som hjælper dig af med dine kraftige og langvarige menstruationer ved at varmebehandle slimhinden i livmoderen.

Novasure foregår som udgangspunkt i lokalbedøvelse, men kan også i visse tilfælde foregå i fuld bedøvelse.

Da operationen foregår i lokalbedøvelse, skal du være opmærksom på, at selve varmebehandlingen kan være forbundet med et vist ubehag. Det er forskelligt, hvordan det opleves.

Behandlingen kan foretages på alle tidspunkter i din menstruationscyklus, også under menstruationen, og forbehandling med hormoner er ikke nødvendig.

Undersøgelser har vist, at 93 % af kvinderne var tilfredse med behandlingsresultater efter 1 år og 97 % ville anbefale behandlingen til andre kvinder.

Vigtigt
Du skal ikke have ønske om flere børn inden behandlingen. Selv om graviditet er meget usandsynlig efter behandlingen, kan en graviditet være farlig for såvel dig som fosteret. Det er derfor vigtigt med sikker prævention efter behandlingen.
Behandlingen skal ikke opfattes som en sterilisation


Sådan forbereder du dig til operationen

Faste
Du skal ikke faste til operationen da den foregår i lokal bedøvelse.


Medicin
Hvad gør du med den medicin du får hjemmefra?
Læs mere om Medicin

 

Blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, kan der være særlige regler. Vær opmærksom på at du har fået præcis besked om netop den slags medicin, du får.

Er du tvivl, skal du kontakte afdelingen.

 

Smertestillende medicin før operation

1 time før du skal møde til operationen, skal du tage de tabletter, du har fået udleveret med et halvt glas vand.  


Bad før operation
Læs mere om Badning før operation


Bedøvelse
Læs mere om Før du skal bedøves, hvis din behandling er planlagt til at foregå i fuld bedøvelse.


Rygning og alkohol
For at fremme sårhelingen og minimere risiko for komplikationer anbefaler vi, at du stopper med at ryge 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen.

Hvis du normalt drikker mere end 4 genstande om dagen, råder vi dig til at stoppe helt med at drikke alkohol mindst 4 uger før din operation.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger:

Rygning og operationer - forebyg komplikationer, når du skal opereres

Alkohol og operationer - forebyg komplikationer, når du skal opereres


Sydvestjysk Sygehus er røgfrit
Vi gør opmærksom på, at Sydvestjysk Sygehus er røgfrit.
Har du behov for at ryge, har sygehuset en rygepavillon.

Find rygestopstilbud i din kommune
 

Er der ventetid?
Der er mange aktiviteter i gang på samme tid på en afdeling og der kan derfor forekomme ventetid.
Ventetiden kan for eksempel skyldes situationer med akut dårlige patienter.

Det er en god ide at medbringe læsestof, så virker ventetiden knap så lang.
 

Operationen og komplikationer

  • Operationen foregår gennem skeden og varer i alt 30 minutter. Man starter med at anlægge en god lokalbedøvelse, som får lov at virke i 10 minutter, inden der fortsættes med at udvide livmoderhalsen, så der bliver plads til Novasure-instrumentet.
  • NovaSure-instrumentet indføres i livmoderen. Instrumentet indeholder et net, der udfoldes i livmoderhulen som en vifte. Nettet tilpasser sig fuldstændig livmoderens indre.
  • Via nettet afgives en nøje afmålt mængde energi, som behandler livmoderslimhinden i højst 2 minutter.
  • Til slut trækkes nettet ind i NovaSure-instrumentet, som fjernes fra livmoderen. Der efterlades intet materiale i livmoderen. Slimhinden er blevet varmebehandlet og vil permanent være fjernet.
     

Hvis du ønsker at se, hvordan indgrebet foregår, kan du se en kort animeret film her
 

De fleste kvinder, som gennemgår behandlingen ophører med at menstruere eller oplever en betydelig mindskning af blødningsmængden.
 

Komplikationer i forbindelse med Novasure

  • Hos nogle kan der opstå træthed, svimmelhed, hovedpine, kvalme eller opkastninger som hurtigt forsvinder
  • I sjældne tilfælde kan man få betændelse i livmoderen
  • I yderst sjældne tilfælde kan der opstå skader på livmoderen. Der er dog en sikkerhedsanordning indbygget i apparaturet, hvilket medfører at instrumentet ikke kan aktiveres, hvis fx livmoderen er blevet perforeret. Dette gør proceduren meget sikker.
  • I meget sjældne tilfælde er det ikke muligt at gennemføre indgrebet, fx hvis livmoderen uventet findes at være meget smal.



Hvordan forholder jeg mig efter operationen?


Smertestillende medicin
Efter en operation kan du ofte have behov for smertestillende medicin. Vi anbefaler, at du sørger for at købe håndkøbsmedicin som fx Pinex, Panodil eller Pamol til når du udskrives.
Husk at læse indlægssedlen.

Du får derudover udleveret stærkere smertestillende til resten af døgnet ved udskrivelsen.


Vandladning
Hvis du ikke kan komme af med vandet, skal du kontakte sygehuset for at undgå varige vandladningsgener.

Læs mere om Manglende vandladning (Postoperativt urinretention)


Forstoppelse
Det er vigtigt, at du inden for få dage får gang i maven efter en operation. Ved forstoppelse skal du tage kontakt til egen læge.

Læs mere om Forstoppelse


Udflåd
Tyndt og eventuelt lidt blodigt udflåd i op til 2 uger efter behandlingen er normalt.


Indlæggelsestid
Som udgangspunkt skal du regne med, at du bliver udskrevet samme dag, som indgrebet er foretaget.

Typisk udskrives du 30 minutter efter endt behandling, når du får det foretaget i lokalbedøvelse.


Sygemelding fra arbejde
Sygemelding afhænger af dit arbejde og rådgives individuelt. De fleste kvinder kan dog genoptage deres normale aktiviteter dagen efter behandlingen.


Undgå
For at mindske risikoen for infektion bør du undgå nedenstående i 2 uger

  • Karbad
  • Svømning
  • Samleje

 

Du bør kontakte din egen læge eller vagtlæge, hvis du udover det første døgn oplever

  • Frisk blødning
  • Ildelugtende udflåd
  • Svære smerter
  • Feber
     

Hjemtransport
Som udgangspunkt skal alle patienter selv sørge for transport og selv betale kørselsudgifterne. Der er dog nogle få undtagelser. Læs om Sydvestjysk Sygehus' Transport og befordringsgodtgørelse

Du må ikke føre et køretøj (bil, motorcykel eller lignende), hvis:
 

  • Du har været bedøvet eller fået afslappende medicin. Gælder frem til næste morgen.
  • Du mangler kontrol over arm eller ben. Gælder til du har fuld førlighed igen.


Ved problemer det første døgn
Kan du kontakte Dagkirurgisk Center


Spørg, hvis du er i tvivl
Gynækologisk Område


Med venlig hilsen
Personalet ved Gynækologisk Område

Logo


Siden er sidst opdateret 7-6-2019



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk