Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Undersøgelse af trykforholdene i blæren - urodynamisk undersøgelse

Formålet med undersøgelsen
Formålet med denne undersøgelse er at finde ud af, hvordan din blære fungerer.
Det vil sige, hvor meget væske din blære kan rumme, hvordan den reagerer under fyldning, hvor god du er til at holde på urinen, og hvordan du lader vandet.


Er der nogle forberedelser
Så vidt det er muligt, skal du møde med en god vandladningstrang. Du kan eventuelt undgå at lade vandet et par timer, inden undersøgelsen starter.

Såfremt du er i behandling med tablet Vesicare, tablet Betmiga eller tablet Toviaz skal du holde pause med behandlingen i 3 uger forud for undersøgelsen


Vær opmærksom på
Undersøgelsen forudsætter, at du ikke har blærebetændelse, menstruation eller diarré.
Er der mistanke om blærebetændelse, bedes du gå til egen læge med en urinprøve med henblik på opstart af behandling.

  • Hvis du har blærebetændelse og har et forløb i Inkontinensklinikken ved Gynækologisk Ambulatorium bedes du ringe og få en ny tid på telefon 7918 2719 mellem kl. 07.30-08.30 og kl.13.00-14.00
  • Hvis du har blærebetændelse og har et forløb ved Kirurgisk Ambulatorium bedes du ringe og få en ny tid på telefon 7918 2316 fra kl. 08.30-11.00


Såfremt du udebliver fra undersøgelsen, vil du blive afsluttet og kan på ny genhenvises via egen læge


Hvordan foregår undersøgelsen?
Undersøgelsen foretages af en kontinenssygeplejerske og varer omkring 1-1½ time.

  1. Inden selve undersøgelsen skal du lade vandet i et specielt toilet.
  2. Her måles kraften på strålen samt størrelsen af vandladningen.
  3. Herefter får du lagt et tyndt kateter op gennem urinrøret til blæren.
  4. Det bruges til påfyldning af vand og måler samtidig trykket i blæren.
  5. Ligeledes lægges et tyndt kateter i endetarmen, som måler trykket udenfor blæren.
  6. Blæren bliver nu fyldt op med vand, og du skal herefter lade vandet.
  7. Undersøgelsen laves i siddende stilling.
  8. Såfremt der også skal udføres trykmåling af urinrøret, gøres dette i liggende stilling.


Har jeg gener ved undersøgelsen?
Nej, normalt ikke, men mange synes, det er en smule ubehageligt at få lagt et kateter op i blæren og i endetarmen.
Der kan være blod i urinen samt lidt svie ved vandladningen op til et døgns tid efter undersøgelsen.
Såfremt den sviende fornemmelse fortsætter, tilrådes du at gå til egen læge med henblik på at få undersøgt urinen.


Symptomer på blærebetændelse kan være følgende

  • Svie eller smerter ved vandladning
  • Hyppig vandladningstrang
  • Evt. grumset og ildelugtende urin
  • Evt. smerter lige over skambenet
  • Evt. kulderystelser
  • Feber.

Du kan selv være med til at forebygge blærebetændelse ved at drikke rigeligt med væske resten af dagen minimum 1½ - 2 liter.



Hvornår får jeg svar?
Det er ikke muligt at give dig svar på undersøgelsen samme dag.
Det sker på et senere tidspunkt ved en lægesamtale.


Spørgsmål
Har du spørgsmål eller er du forhindret i at møde på den givne dato vil vi meget gerne høre fra dig

  • Har du et forløb hos Kirurgisk Ambulatorium kan de kontaktes på telefon 7918 2316 fra kl. 08.30-11.00.
  • Har du et forløb i Inkontinensklinikken ved Gynækologisk Ambulatorium kan de kontaktes på telefon 7918 2719 fra kl. 07.30-08.30 og 13.00-14.00


Med venlig hilsen
Personalet

Logo


Siden er sidst opdateret 5-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk