Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Kikkertundersøgelse ved ufrivillig barnløshed

Hvad er formålet?
Undersøgelsen skal vise, om der er normale forhold i livmoderen og fri passage til æggelederne.
 


OBS!
Du må ikke have menstruation på operationstidspunktet.
Har du menstruation på det aftalte tidspunkt, skal du ringe og ændre tiden.

 

Sådan forbereder du dig til operation
Du vil blive forberedt til operationen i Gynækologisk Ambulatorium
Her vil du få:
 

  • En lægesamtale og optaget journal.
  • En samtale med et plejepersonale om indlæggelsesforløbet.
  • En samtale med anæstesilægen om bedøvelse og fasteregler.
  • Taget eventuelle blodprøver.


Faste
Du skal møde fastende på operationsdagen.
Læs mere om Fasteregler
 


Hårfjerning og navlehygiejne
Hårene klippes fra navlen til skambenet i ca.10 cm bredde med trimmer eller ladyshaver på selve operationsdagen.
Navlen skal desuden renses grundigt.


Medicin
Hvad gør du med den medicin du får hjemmefra?
Læs mere om Medicin
 


Blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, kan der være særlige regler. Vær opmærksom på, at du har fået præcis besked om netop den slags medicin du får.

Er du tvivl, skal du kontakte afdelingen.

 

Bad før operation
Læs mere om Bad før operation

 

Bedøvelse
Læs mere om Før du skal bedøves


Rygning og alkohol
For at fremme sårhelingen og minimere risiko for komplikationer anbefaler vi, at du stopper med at ryge 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen.
 

Hvis du normalt drikker mere end 4 genstande om dagen, råder vi dig til at stoppe helt med at drikke alkohol mindst 4 uger før din operation.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger:

Rygning og operationer - forebyg komplikationer, når du skal opereres

Alkohol og operationer - forebyg komplikationer, når du skal opereres
Find rygestopstilbud i din kommune


 

Sydvestjysk Sygehus er røgfrit
Vi gør opmærksom på, at Sydvestjysk Sygehus er røgfrit.
Har du behov for at ryge, har sygehuset en rygepavillon.
 

 

Er der ventetid?
Der er mange aktiviteter i gang på samme tid på en afdeling og der kan derfor forekomme ventetid.
Ventetiden kan for eksempel skyldes situationer med akut dårlige patienter.

Det er en god ide, at medbringe læsestof. Så virker ventetiden knap så lang.
 


Hvordan foregår undersøgelsen?
Undersøgelsen foregår under fuld bedøvelse.

Du sover, og er smertefri under hele undersøgelsen.

Undersøgelsen er en dobbelt kikkertoperation. Først undersøges livmoderen indvendig gennem en tynd kikkert (hysteroskop), der føres op i livmoderen gennem skeden.

Herefter føres en kikkert gennem bugvæggen i et lille snit lige under navlen (laparoskopi).

Hjælpeinstrumenter føres gennem et eller flere små snit lige ovenfor hårgrænsen.

Man kan nu se livmoderen og æggelederne. Derefter sprøjtes farvestof i det lille kateter i livmoderen således, at man kan se, om der er fri passage igennem æggelederne.

Undersøgelsen varer normalt 1 time. Man syr sårene sammen med en tråd, der opløses af sig selv. Du vil få plastre på de små "kikhuller". Hvis plastrene bliver våde eller gennemsivet skal de skiftes. Efter 24 timer må plastrene fjernes med mindre såret ikke er tørt. I disse tilfælde skal der et nyt plaster på. Hvis du har små aflange plastre på inden under forbindingen skal de blive siddende på længe som muligt. Dog max. 1 uge

Skulle der ved kikkertundersøgelsen vise sig forhold, der kræver behandling (cyster, sammenvoksninger eller lignende), foretages de med det samme. Tager man prøver eller fjerner cyster under indgrebet vil du modtage svar på disse via brev.


Hvordan forholder jeg mig efter operationen?
 

Smertestillende medicin
Efter en operation kan du ofte have behov for smertestillende medicin. Vi anbefaler, at du sørger for at købe håndkøbsmedicin som fx Pinex, Panodil eller Pamol til når du udskrives. Husk at læse indlægssedlen.
 

Nogle patienter har brug for stærkere medicin, hvis det er tilfældet, vil du få besked, når du bliver indlagt.
 

Med god smertelindring kan eventuel genoptræning hurtigere begynde.
 

Vandladning
Hvis du ikke kan komme af med vandet, skal du kontakte sygehuset for at undgå varige vandladningsgener.

Læs mere om Manglende vandladning (Postoperativt urinretention)
 

Forstoppelse
Det er vigtigt, at du inden for få dage får gang i maven efter en operation. Ved forstoppelse skal du tage kontakt til egen læge.
 

Læs mere om Forstoppelse


Vær opmærksom på betændelse
Hvis der opstår betændelse, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.


Tegn på betændelse:

  • Rødme omkring såret
  • Feber
  • Udtalt hævelse
  • Tiltagende smerter/ømhed
     


Trådfjernelse
Du er syet med tråd, der opløses af sig selv, og de skal derfor ikke fjernes.
 

Hvilke komplikationer kan opstå i forbindelse med undersøgelsen?
Efter kikkertundersøgelsen er det normalt at have smerter i mave og skuldre pga. den luft, der blæses ind i bughulen under undersøgelsen. Smerterne forsvinder i løbet af en uges tid.

Hos nogle kan der være træthed, hovedpine, kvalme eller opkastninger, som hurtigt forsvinder.
Der kan opstå infektion eller blodansamling i operationssåret.
Fuld bedøvelse indebærer altid en vis, omend lille, risiko.
Under indgrebet kan der opstå blødning og læsion af blodkar i bugvæggen.

I sjældne tilfælde kan der opstå skade på:

  • Tarm
  • Blære
  • Urinleder
     

Indlæggelsestid
Ved kikkertundersøgelse udskrives du samme dag.

Hjemtransport
Som udgangspunkt skal alle patienter selv sørge for transport og selv betale kørselsudgifterne. Der er dog nogle få undtagelser. Læs om Sydvestjysk Sygehus' Transport og befordringsgodtgørelse

Du må ikke føre et køretøj (bil, motorcykel eller lignende), hvis:
 

  • Du har været bedøvet eller fået afslappende medicin. Gælder frem til næste morgen.
  • Du mangler kontrol over arm eller ben. Gælder til du har fuld førlighed igen.
     

Hvordan skal du forholde dig efter operationen?

  • Du skal tage den med ro nogle dage, men kan i øvrigt leve normalt.
  • Du må gå i brusebad efter 24 timer
  • Du skal undgå karbad, samleje og brug af tampon de første uger efter operationen.

 

Problemer inden for det første døgn

Opstår der

  • Feber
  • Ildelugtende udflåd
  • Rødme omkring sårene
  • Svie eller smerter ved vandladning
     

Kontaktes Dagkirurgisk Center
Efter lukketid kontaktes Fælles Akutmodtagelse 

Ved problemer ud over det første døgn bør du kontakte egen læge eller vagtlæge.

 

Sygemelding fra arbejde
Sygemelding afhænger af dit arbejde og rådgives individuelt.
Som udgangspunkt anbefaler vi dog en sygemelding i 3-4 dage.

 

Hvad er min chance for at opnå graviditet efter operationen?
Det afhænger helt af hvilke fund, der blev gjort under undersøgelsen.
Du informeres om dette efter operationen.


Spørg, hvis du er i tvivl
Gynækologisk Ambulatorium

 

Med venlig hilsen
Sydvestjysk Sygehus

Logo


Siden er sidst opdateret 5-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk