Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Når kønslæberne er for store

Formindskelse af de små kønslæber (labiumresektion)

Labiumresektion er en operation, der formindsker de små kønslæber (labia minora). Der skal altid være en lægelig årsag til, at operationen foretages. Det vil sige at der skal være behandlingskrævende symptomer fra området, som formodes at kunne afhjælpes med en operation.

Det er i henhold dansk lovning forbudt og forbundet med fængselsstraf for lægen at udføre operationen udelukkende af kosmetiske grunde.

De små kønslæber (Labia minora)
Kvindens krop og dermed også hendes kønsorganer ændrer sig gennem livet. Således kan udseendet ændre sig efter fødsler, ved overgangsalderen og i alderdommen. Derudover har det, der anses for et normalt udseende vide rammer. Kvinders ydre kønsorganer er som regel først fuldt udviklet, når man er op i 20´erne. Vi foretager derfor sjældent operationen før denne alder.

Risici
Vi ved, at langt de fleste, som får foretaget operationen, er tilfredse med resultatet. Operationen er dog ikke uden risiko. De hyppigste komplikationer er:

  • Blødning
  • Betændelse
  • Nedsat følsomhed
  • Kroniske smerter

Der kan komme senfølger i form af arvæv med skrumpning, så udseendet ikke bliver så pænt. Det kosmetiske resultat kan således ikke garanteres. Der findes ingen opgørelser, der viser, hvor stor risikoen for de enkelte senfølger er.


Sådan forbereder du dig til operation
Du vil blive forberedt til operationen i Ambulatorium for Kvindesygdomme.
Her vil du få:

  • En lægesamtale og optaget journal.
  • En samtale med et plejepersonale om indlæggelsesforløbet.
  • En samtale med anæstesilægen om bedøvelse og fasteregler.
  • Taget eventuelle blodprøver.


Faste
Du skal møde fastende på operationsdagen.
Læs mere om Fasteregler

Medicin
Hvad gør du med den medicin du får hjemmefra?
Læs mere om Medicin

Blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, kan der være særlige regler. Vær opmærksom på at du har fået præcis besked om netop den slags medicin, du får.
Er du tvivl, skal du kontakte afdelingen.

Bad før operation
Læs mere om Bad før operation

Bedøvelse
Læs mere om Før du skal bedøves

Rygning og alkohol
For at fremme sårhelingen og minimere risiko for komplikationer anbefaler vi, at du stopper med at ryge 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen.

Hvis du normalt drikker mere end 4 genstande om dagen, råder vi dig til at stoppe helt med at drikke alkohol mindst 4 uger før din operation.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger:

Rygning og operationer - forebyg komplikationer, når du skal opereres

Alkohol og operationer - forebyg komplikationer, når du skal opereres
 

Sydvestjysk Sygehus er røgfrit
Vi gør opmærksom på, at Sydvestjysk Sygehus er røgfrit.
Har du behov for at ryge, har sygehuset en rygepavillon.

Find rygestopstilbud i din kommune

Er der ventetid?
Der er mange aktiviteter i gang på samme tid på en afdeling og der kan derfor forekomme ventetid.
Ventetiden kan for eksempel skyldes situationer med akut dårlige patienter.

Det er en god ide at medbringe læsestof, så virker ventetiden knap så lang.

Operation
Operationen udføres i fuld bedøvelse på Afdeling for Planlagt Kirurgi og varer 30-45 minutter. Du kan blive udskrevet samme dag. Ved operationen bortskæres et passende stykke af de små kønslæber, og vi tilstræber, at størrelsen bliver ens på begge sider.

Komplikationer

  • Der er ved enhver operation risiko for infektion og blødning.
  • Syningen kan springe op, hvis man belaster området for tidligt.


Der kan den første tid efter operationen være føleforstyrrelse svarende til kønslæberne. Følesansen vil sædvanligvis normalisere sig.


Hvordan forholder jeg mig efter operationen?

Smertestillende medicin
Efter en operation kan du ofte have behov for smertestillende medicin. Vi anbefaler, at du sørger for at købe håndkøbsmedicin som fx Pinex, Panodil eller Pamol til når du udskrives. Husk at læse indlægssedlen.
Ved hjemsendelse medgives du lokalbedøvende gel og smertestillende tabletter.

Nogle patienter har brug for stærkere medicin. Hvis det er tilfældet, vil du få besked, når du bliver indlagt.

Med god smertelindring kan eventuel genoptræning hurtigere begynde.

Vandladning
Hvis du ikke kan komme af med vandet, skal du kontakte sygehuset for at undgå varige vandladningsgener.

Læs mere om Manglende vandladning (Postoperativt urinretention)

Forstoppelse
Det er vigtigt, at du inden for få dage får gang i maven efter en operation. Ved forstoppelse skal du tage kontakt til egen læge.

Læs mere om Forstoppelse

Bad
Du må tage brusebad, når plastret/forbindingen er fjernet. Du bør undgå karbad, spabad og svømmehal indtil såret er helet.
Vær opmærksom på betændelse.

Hvis der opstår betændelse, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.

Tegn på betændelse:

  • Rødme omkring såret
  • Feber
  • Udtalt hævelse
  • Tiltagende smerter/ømhed
  • Gult pus eller blødning fra sårene
     


Trådfjernelse
Du er syet med tråd, der opløses af sig selv, og de skal derfor ikke fjernes.
Hvis du er syet med tråd, der skal fjernes, vil vi inden udskrivelsen fortælle dig, hvor og hvornår de skal fjernes.

Sårpleje
Vi anbefaler, at du holder sårene rene og tørre, og at du i den første tid efter operationen skyller området med håndbruser, når du er på toilettet.
Sårene heler som regel i løbet af et par uger.

Samleje
Du bør undgå samleje, indtil sårene er helet op, sædvanligvis ca. 2 uger.

Sygemelding fra arbejde
Sygemelding afhænger af dit arbejde og rådgives individuelt.
Dog anbefaler vi som udgangspunkt sygemelding i op til 1 uge.

Undgå belastning af området i de 2 første uger efter indgrebet (for eksempel cykling, ridning med mere).


Hjemtransport
Som udgangspunkt skal alle patienter selv sørge for transport og selv betale kørselsudgifterne. Der er dog nogle få undtagelser. Læs om Sydvestjysk Sygehus' Transport og befordringsgodtgørelse

Du må ikke føre et køretøj (bil, motorcykel eller lignende), hvis:
 

  • Du har været bedøvet eller fået afslappende medicin. Gælder frem til næste morgen.
  • Du mangler kontrol over arm eller ben. Gælder til du har fuld førlighed igen.


Ved problemer det første døgn
Kontakt Planlagt Kirurgi
Efter lukketid kontaktes Fælles AkutModtagelsen

Kontrol
Vi tilbyder en kontrol i Ambulatorium for Kvindesygdomme 3-4 mdr. efter operationen

Spørg, hvis du er i tvivl
 Ambulatorium for Kvindesygdomme


Med venlig hilsen
Personalet

Logo


Siden er sidst opdateret 7-7-2020



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk