Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Patientvejledning om Tamsulosinbehandling til kvinder med vandladningsgener

Hvad er Tamsulosin?
Tamsulosin er et alfa-receptorblokerende middel, som ofte anvendes i behandlingen af forstørret blærehalskirtel hos mænd.
Men det kan også anvendes til kvinder med blæretømningsproblemer, selvom det ikke er nævnt i indlægssedlen, når du køber præparatet på apoteket.
Tamsulosin markedsføres under forskellige præparatnavne blandt andet Omnic og Masulin, men indholdsstoffet er det samme.


Hvornår tages Tamsulosin?
Medicinen fås i form af kapsler a 0,4 mg og der tages en kapsel dagligt efter morgenmaden.
Vær opmærksom på at optagelsesgrad og hastighedsgrad nedsættes ved samtidig fødeindtagelse.


Hvordan virker Tamsulosin? 
Medicinen nedsætter modstanden i urinrøret, hvilket vil sige, at det får lukkemusklen i urinrøret til at slappe bedre af under vandladningsfasen.
Herved opnås en bedre blæretømning.
 

Hvad er formålet med Tamsulosin behandlingen?

  • En fuldstændig blæretømning kan mindske risikoen for hyppige og gentagne blærebetændelser.
  • En fuldstændig blæretømning kan også forebygge små, hyppige vandladninger og dermed reducere dine toiletbesøg.
  • Tamsulosin gives også som en kurbehandling i nogle måneder forud for en evt. TVT- operation (slynge-operation) mod stressinkontinens (anstrengelsesinkontinens - dvs. ufrivillig vandladning ved fysisk anstrengelse såsom løb, hop mm.). Behandlingen er til de patienter, der udover stressinkontinens også har modstand/forhøjet tryk i urinrøret og samtidig tømningsbesvær.


Hvordan mærkes effekten på vandladningen?
Når du tager medicinen vil du fornemme, at der kommer mere kraft på din urinstråle og at det ikke tager så lang tid at lade vandet.
Har du i forvejen et problem med stressinkontinens kan du risikere, at du bliver mere utæt i behandlingsperioden, men dette er forventeligt. Det er vigtigt, at du har forståelse og accept for dette, idet det som ovenfor beskrevet er nødvendigt for at optimere din blærefunktion forud for en TVT- operation, der har til hensigt at gøre dig tæt for urin.


Hvilke bivirkninger kan forekomme?
Du kan blive svimmel, hvis du rejser dig for hurtigt.
Du kan få hovedpine, hudkløe, hududslæt og mave-tarm problemer, men dette er sjældent.


Hvor lang tid varer den medicinske behandling?
Som regel er minimumsbehandlingen på 2 - 3 måneder, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt med behandling i længere tid. Dette vurderes ud fra dine symptomer sammenholdt med en flowkurve og en blærescanning eller en underlivsscanning for resturinmængde.


Hvordan foregår opfølgningen/vurdering af effekten?
Vi foretager en flowundersøgelse og en blærescanning for resturinmængde ved en kontrolundersøgelse i ambulatoriet enten hos kontinenssygeplejersken eller hos speciallægen.

 

Med venlig hilsen

Personalet

Logo


Siden er sidst opdateret 5-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk