Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Ultralydsundersøgelse i forbindelse med graviditet

Tillykke med graviditeten!

Med henblik på risikovurdering tilbydes alle gravide en 1. trimesterscanning (tidl. nakkefoldsscanning) og 2. trimesterscanning (tidl. gennemscanning) på Sydvestjysk Sygehus.


1. trimesterscanning uge 12-14
Ved scanningen ses efter liv, antal fostre samt fostrets størrelse.
Der måles en væskebræmme i nakkeregionen kaldet nakkefold, som alle fostre har på dette tidspunkt i graviditeten.
Man sammenholder nakkefolden med den gravides alder samt resultatet af blodprøven (doubletesten), der blev taget ved første lægebesøg.
Dermed beregnes risikoen for Trisomi 21(Downs Syndrom-mongolisme) samt trisomi 13 og 18 (Pataus og Edwards syndrom, der ikke er foreneligt med liv).

Læs mere her: Gravid - undersøgelser af fosteret

Hvis alle data er til stede, oplyses det samlede resultat af risikoberegningen umiddelbart efter scanningen.
Terminen bliver fastsat ved denne scanning.


2. trimesterscanning uge 19-21
Ved scanningen vil der blive set efter fostrets størrelse, eventuelle misdannelser (mindre afvigelser kan ikke påvises) samt fostervandsmængden og moderkagens placering i forhold til fødselsvejen.
Det er ikke muligt at se kromosomforandringer ved ultralydsundersøgelse.

Hvis I ønsker, at vi kigger efter barnets køn, så sig venligst til fra starten. Barnets køn kan ikke fastsættes med sikkerhed og indgår ikke som en egentlig del af undersøgelsen.
Billedkvaliteten er forskellig fra patient til patient.


Hvordan foregår undersøgelsen?

  • Undersøgelsen foregår i et halvmørkt lokale og tager op til 1/2 time.
    Den gravide ligger på et leje med afdækket mave. Der påføres en kold scanne-gel og en transducer føres over maven.
  • Det kan være nødvendigt at scanne gennem skeden.
  • Undersøgelsen er smertefri og kan følges på TV-skærme.


Praktiske forhold

  • Vandrejournalen medbringes.
  • Den gravide skal møde til scanningen med fyldt blære.
  • Navlepiercing bedes fjernet, da disse kan ødelægge apparaturet.  
  • Pårørende kan deltage i forbindelse med ultralydsscanning gennem hele graviditeten.
  • For at scanningen kan udføres så præcist som muligt, er det vigtigt med ro på stuen.
  • Imødekommes dette ikke, kan pårørende blive bedt om at forlade rummet.
  • Ultralydsbilledet er udført i 2D. Dette kan købes for 25 kr./stk, som kun kan betales med MobilePay.

 

Såfremt du ikke kan møde på det angivne tidspunkt, eller ikke ønsker undersøgelsen, bedes du hurtigst muligt kontakte sekretæren på telefonnummer 7918 2744 alle hverdage mellem kl. 08.00 - 14.00.

Logo


Siden er sidst opdateret 13-6-2019



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring