Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Behandlingsområder

 

Kræftsygdomme
Afdelingen udfører diagnostik af alle hudens kræftsygdomme, og overholder 100% ventetidsgarantierne vedrørende de såkaldte kræftpakkeforløb.

 

Malignt melanom (modermærkekræft)

Udredning og operationer foretages i henhold til Sundhedsstyrrelsens kræftpakkeforløb for malignt melanom. Lymfeknudeundersøgelse med lymfscintigrafi og sentinel node diagnostik med stadieinddeling udføres i Plastikkirurgisk Afsnit.

Lymfeknuderømninger og spredning af modermærkekræft foregår, i henhold til Sundhedsstyrelsens specialeplan, på Odense Universitetshospital.

 

Basalcellekarcinom - hudkræft

Basalcellecarcinom (BCC) er den hyppigst forekommende ondartede tumor i huden. Er typisk lokaliseret til soleksponerede områder. Til gengæld er BCC den mindst ondartede tumorform i denne gruppe, idet BCC sjældent giver anledning til spredning dybt i huden og dermed sjældent spredes til regionale lymfeknuder (metastaser).

Basalcellecarcinomet fjernes enten via hudlæger eller af plastikkirurger i lokalbedøvelse. En særlig udfordring er ansigtsregionen, hvor man tit må flytte på vævet for at få det bedste kosmetiske resultat.

 

Spinocellulært/planocellulært carcinom (pladecelle kræft)

Forekomsten af SCC er kraftigt stigende som udtryk for en samlet skadelig effekt af sollys. Forløbet af SCC er kendetegnet ved en aggressiv vækst. Spredning til dybereliggende strukturer (metastaser). SCC fremstår ofte som fortykkede læsioner med eller uden sårdannelser. Cancerudviklingen forløber over måneder eller år. Tumordannelsen forløber hurtigere i de tilfælde, hvor tumoren er i slimhinder såsom læber, kønsdele eller anus.

En særlig gruppe patienter er udsat for SCCudvikling. Det gælder organtransplanterede patienter og andre patienter i behandling med immunregulerende præparater, som nedsætter organismens overvågningsapparat. Disse patienter skal kontrollers hyppigt og livslangt for udvikling af hudforandringer, idet risiko for hudcancer stiger markant for hele gruppen. Denne kontrol varetages på Dermatologisk Afdeling, Odense Universitetshospital. Det er afgørende, at der ved mindste mistanke til hudcancer og især pladecellecancer foretages vævsprøver (biopsi) for at sikre en korrekt diagnose. Det har betydning for behandling og vurdering af risiko for genvækst (recidiv) af tumoren.

 

Andre hudtumor-former 

Udover godartede tumorer og ondartede tumorer, forekommer en lang række mindre hyppige tumorformer, som udgår fra hudens talrige celletyper og vævsstrukturer. Det drejer sig om tumorer udgående fra hudens svedkirtler, nerve- og muskelceller, kar- og hårstrukturer.

 

Brystrekonstruktioner

Rekonstruktion af brystet efter brystkræft kan enten foregå i forbindelse med, at brystet eller det syge væv fjernes primært eller i en senere seance sekundært. Rekonstruktioner af brysterne kan også komme på tale i forbindelse med fjernelse af brystvæv hos patienter der er disponerede for brystkræft. Ved de såkaldte onkoplastiske indgreb, hvor kun det syge væv fjernes, er der mulighed for at opbygge brystet igen ved enten at flytte om på vævet eller tilføre væv udefra i form af lokale lapper.

Det vil tit være nødvendigt at foretage korrigerende indgreb på det andet bryst. Principielt kan brystet rekonstrueres enten med eget væv, med et implantat eller en kombination af begge dele. Efterfølgende kan der foretages rekonstruktion af brystvorte og endelig tatovering for at skabe den bedste symmetri. Succesens afhænger i høj grad af patientens statur og vævets eftergivelighed. Det er vigtigt at forventningerne afstemmes med virkeligheden. Man tilstræber at volumen er ens og at barmen ser så naturlig ud som muligt i en BH

Frie vævslapper (typisk mavelap) til rekonstruktion af brystet varetages på Odense Universitetshospital.

Patienter, der er opereret for brystkræft, kan opleve smerter i det opererede områder. Fedttransplantationer (lipofilling) med eget væv kan ind imellem afhjælpe disse gener.

 

Fjernelse af overskydende hud efter massiv vægttab

Indenfor de seneste år har der været stor fokus på 'løs hud-operationer' (postbariatrisk-kirugi) efter massivt vægttab. I takt med et stigende antal af fedmeoperationer, har der efterfølgende været et stort behov for 'løs hud-operationer' pga mekaniske gener samt hudproblemer såsom sår og svamp fra hudoverhæng. Der er altså ikke tale om egentlige kosmetiske operationer. I starten er enkelte patienter blevet opereret i det private, men eftersom det drejer sig om sygelige tilstande, har der været et behov for at det offentlige, skulle løfte denne opgave. Vi har på den plastikkirurgiske afdeling ved Sydvestjysk Sygehus været nogle af de første til at udføre denne type operationer. I 2012 opererede vi ca. 200 patienter. Kolleger fra hele Norden og Danmark har besøgt vores afdeling og deltaget i 'løs hud-operationerne' samt høstet af vores erfaringer på dette område. Der er samtidigt oprettet et postbariatrisk selskab, der udformer guidelines for 'løs hud-operationer'. Som følge af denne proces, har de forskellige regioner nu mulighed for at operere deres egne patienter. Vi regner med, at vi kan operere ca. 80 patienter ved SVS i 2013.

 

Almen plastikkirurgi
Afdelingen varetager almene plastikkirurgiske opgaver på hovedfunktionsniveau. Det drejer sig f.eks. om fjernelse af diverse godartede hudtumorer herunder fedtknuder, behandling af mindre forbrændinger, dækning af diverse defekter og sår med hudlapper og hudtransplantater, arkorrektioner, opbygning af total manglende brystudvikling, reduktioner af store bryster, flyveøre mm.

 

Pilonidalcyster

Pilonidalcyste eller sacralcyste. Det drejer sig om en betændelsesreaktion i huden svarende til de behårede områder i revnen mellem ballerne. Kan skyldes tilstoppede talgkirtler eller indgroede hår.  Efterhånden danner der sig en byld (absces) i dette område. Tilstanden kan være vanskelig at behandle og giver tit kroniske sår og huller med gangsystemer under huden. Giver selvsagt lugtgener og hygiejniske problemer, som er socialt invaliderende  Mange oplever, at tilstanden kommer igen flere gange.

Pilonidalcyster er ikke sjældne. Sygdommen forekommer oftest blandt unge voksne i alderen 15-30 år, og den er klart hyppigere blandt mænd end blandt kvinder.  Tilstanden har altid været en udfordring for kirurger og hudlæger. Vi ønsker at denne lidelse skal være et af vores indsatsområder, hvor vi har gode behandlingstilbud til specielt de komplicerede pilonidalcyster. Det foregår tæt samarbejde med mavetarmkirurger og hudlæger.

 

Lipofilling

Lipofilling eller fedtransplantationer har igennem tiden vist sig at være anvendelig på en række tilstande. Specielt indenfor de sidste år har der været en eksplosion i anvendelsen, da man er blevet opmærksom på fedtets positive egenskaber.

Fedttransplantatet som man høster ved fedtsugning, indeholder både stamceller til opbygning af nyt væv samt forskellige vækstfaktorer, der positivt er med til denne proces. Derudover bruges fedttransplantatet til at fylde op de steder, hvor der mangler substans. Selve indgrebet er en relativ enkel og simpel procedure. Vi anvender lipofilling til rekonstruktioner af brystet både i forbindelse med brystkræft og forskellige former for manglende brystudvikling, arkorrektioner og smertefulde ar, områder, hvor der mangler vævsfylde, misfarvninger i huddækket mm. Man vil i de næste år se fornyede anvendelsesområder for lipofilling, og vi tænker bestemt at følge med i denne udvikling tilgode for vores patienter.

 

 


Siden er sidst opdateret 1-5-2018



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk