Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Kunstig hofte (hoftealloplastik)

Vi tilbyder dig at få en ny hofte - her kan du læse om hele forløbet.
Det er en god idé at få en af dine pårørende til at læse informationen.

Operationen varer ca. 1–1½ time.

Du er indlagt i 1-2 dage. De fleste udskrives dagen efter operationen.

 

Indhold
Hvad er hofteslidgigt?
| Sådan forbereder du dig til operation | På operationsdagen | Faste | Ankomst i afdelingen | Hvordan forholder jeg mig efter operationen? | Når du kommer hjem | Sygemelding | Kontrol | Printvenlig symptomguide

Hvad er hofteslidgigt?

Læs mere om hofteslidgigt (hofteartrose).


Hvordan behandles hofteslidgigt?
Hoftekirurgi er den kirurgiske behandling af lidelser i hoften.
Formålene med hoftekirurgi er at mindske patientens smerter i hoften samt at øge aktivitetsniveau og bevægelighed i den opererede hofte. Sigtet er dermed også at forbedre livskvaliteten for den enkelte patient. Hoftekirurgi på Sydvestjysk Sygehus omfatter primært:
 

  • Hofteprotesekirurgi
    Udskiftning af et ødelagt hofteled med hofteledsprotese i både hofteskål og øvre lårben. Dette kan være både med og uden cement.
  • Revisionskirurgi
    Kirurgisk behandling af problemer omkring indsatte hofteproteser. Det drejer sig særligt om specialieret behandling af løse hofteproteser, infektion omkring hofteproteser og knoglebrud omkring hofteproteser
     

Sådan forbereder du dig til operation


Hofteseminar

Før operationen skal du til et møde, der varer ca. 1½ time. Her vil en sygeplejerske, læge og fysioterapeut give en grundig gennemgang af forløbet.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål – skriv derfor gerne dine spørgsmål ned.

Det er altid en god idé at tage en pårørende med.

Kontakt os ved sår og betændelse
Det er vigtigt, at huden omkring operationsstedet er helt.
Får du sår, rifter, bumser eller myggestik i og omkring operationsstedet, skal du nævne det til hofteseminaret eller kontakte sengeafsnittet, hvor du skal opereres.

Hold dig fysisk aktiv

Jo bedre fysisk form du er i før operationen, jo hurtigere kan du genoptræne din hofte efter operationen. Musklerne er ofte svage på grund af det slidte hofteled. Derfor skal du inden operationen træne dine muskler i den udstrækning, hoften tillader det. Træning må ikke forværre eventuelle smerter.

Træning kan være

  • Daglige gåture
  • Cykling - gerne på en kondicykel
  • Svømning
  • Trappegang
     

Spis fornuftigt
Det er vigtigt at spise proteinrig mad op til en operation. Proteiner finder du i kød, fisk, fjerkræ, æg, mælkeprodukter, mandler og nødder.

Kosten bruger kroppen til at opbygge muskler, hele sår og til at styrke dit immunforsvar.

Medicin
 

Medicin Pause
Gigtmedicin 7 dage før operation
Naturlægemedicin (fx. fiskeolie) 14 dage før operation

Vi anbefaler, at du tager 2 Jern C tabletter (købes på apoteket) og 1 multivitamin dagligt 2 uger før operationen.

Læs mere om, hvad du gør med den medicin, du får hjemmefra.

Blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, kan der være særlige regler. Vær opmærksom på at du har fået præcis besked om netop den slags medicin, du får.

Er du tvivl, skal du kontakte afdelingen.

Hjemmepleje
Får du hjælp fra hjemmeplejen, skal du fortælle dem, hvornår du skal opereres, og at du forventer at blive udskrevet 1-2 dage dage senere.

Rygning
For at fremme sårhelingen og minimere risiko for komplikationer anbefaler vi, at du stopper med at ryge 6 uger før din operation og vedholder rygestoppet efter operationen.


Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger:
Rygning og operationer - forebyg komplikationer, når du skal opereres.

Find rygestop i din kommune.


Vi gør opmærksom på, at Sydvestjysk Sygehus er røgfrit. Har du behov for at ryge, har sygehuset en rygepavillon.

Alkohol
Hvis du normalt drikker mere end 4 genstande om dagen, råder vi dig til at stoppe helt med at drikke alkohol mindst 4 uger før din operation.


Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger:
Alkohol og operationer - forebyg komplikationer, når du skal opereres.


På operationsdagen

Faste

Du skal møde fastende på operationsdagen.

Hvis mavesaft eller mad kommer i lungerne, kan det give en alvorlig form for lungebetændelse.
Derfor er det vigtigt, at du følger vores fasteregler:


Du må spise indtil 6 timer før mødetid.


Du må drikke indtil 2 timer før mødetid:

  • Vand
  • Saft
  • Sort kaffe
  • Te uden mælk
  • Klar juice
  • Saftbaserede proteindrik
  • Sodavand
  • Tygge tygegummi og ryge indtil du skal til operation/undersøgelse
  • Børste dine tænder.
     

Du må ikke drikke:

  • Mælkeprodukter
     

TIP: Det giver bedre velvære efter operationen, hvis du har drukket noget sødt indtil 2 timer før mødetid.

Fastereglerne gælder for alle patienter uanset bedøvelsestype.

Bad før operation
Du skal tage brusebad hjemmefra - læs mere om bad før operation.

 


Bedøvelse
Læs mere om før du skal bedøves.

Ankomst i afdelingen

 

Indlæggelse
Ved ankomsten får du at vide, hvornår på dagen, du kan forvente at blive opereret. Operationen varer ca. 1-1½ time.
Læs mere om hvad du skal tage med.


Inden operationen

  • Klipper personalet hofteområdet for hår
  • Du får sygehustøj på
  • Du taler med lægen, som sætter kryds på den hofte, du skal have opereret
     

Hvordan forholder jeg mig efter operationen?
Efter operationen bliver du kørt på opvågningsstuen. Senere kommer du tilbage til sengeafdelingen.

Straks efter operationen begynder genoptræningen af din nye hofte.

  • Normalt må du støtte fuldt ud på det opererede ben
  • Du får hjælp af plejepersonalet til at komme ud og ind af sengen 2-4 timer efter operationen
  • For at forebygge blodpropper får du medicin for dette, mens du er indlagt
     

Dagen efter operation

  • Du får evt. taget blodprøver
  • Røntgen af din hofte
     

Træn med fysioterapeuten
Fysioterapeuten træner med dig 1-2 gange om dagen.

Herudover træner du selv i løbet af dagen

  • Fysioterapeuten underviser dig i at gå med albuestokke og gå på trappen
  • Du får et program, du skal træne efter, når du kommer hjem (øvelsesprogram - indsættelse af nyt hofteled)
  • Får du brug for hjælpemidler udleveres det under indlæggelsen
     

Alle aktiviteter er træning fx.:

  • Toiletbesøg
  • Vaske sig på badeværelset
  • Være oppe i eget tøj
  • Gå til madvognen
  • Sidde oppe til måltider
  • Hente drikkevarer
     

Smertestillende medicin
Du kan forvente at få smerter efter operationen. Vi kan ikke gøre dig 100 % smertefri, men du skal fortælle personalet, når du begynder at få ondt, så du kan få smertestillende i tide. Så længe du har ondt, skal du have smertestillende. Det er vigtigt, at du er smertedækket, så du kan træne, også efter du er kommet hjem. Ved udskrivelsen får du udleveret en medicinliste og bliver orienteret om smertebehandlingen.

Udskrivelse
Du har mulighed for at blive udskrevet dagen efter, hvis du er:

  • Acceptabel smertedækket
  • Der er en plan for hvordan du håndterer din smerte
  • Du ved, hvordan du fortsætter din træning hjemme
     

Når du kommer hjem

Sygemelding
For de fleste drejer det sig om 3 måneder. Ved tungt arbejde eller et arbejde, der belaster hoften, kan det blive længere tid.

Hævelse og varme
De første måneder efter operationen hæver dit ben. Den opererede hofte vil føles varmere end den anden. Det er normalt og vil langsomt fortage sig.
Det kan fortsætte op til 1 år efter operationen.
Træner du for meget, vil dit ben hæve, blive varmt og gøre mere ondt. Derfor er det vigtigt, at du efter øvelserne ligger med benet hævet over hjertehøjde.
Blå mærker og blodansamlinger er også normalt. Du kan blive blå helt ned på foden, men det forsvinder af sig selv indenfor 4-8 uger.


Sårpleje
Plasteret over dit operationssår skal først skiftes 7 dage efter operationen, med mindre det er fyldt med væske. Du får et plaster med hjem, så du selv kan skifte det på 7. dagen. Behold plasteret på indtil trådene er fjernet. Plasteret kan tåle brusebad.

Vær opmærksom på betændelse
Tiltagende rødme, varme, hævelser, feber, dunkende smerte eller sivning kontakt den sengeafdeling, du var indlagt på. Hvis Kirurgisk Sengeafsnit, Grindsted er lukket, skal du kontakte Sengeafsnit 262, Esbjerg.


Mave- og tarmfunktion
Du får under indlæggelsen medicin for at få din mavefunktion i gang igen. Det er ikke altid, at maven fungerer normalt, når du kommer hjem. Du får råd om forskellige tiltag. På apoteket kan du også få råd og vejledning i, hvilket medicin du skal købe.

 

Alment velbefindende
Det er en stor operation, du har fået. Du kan være træt i ugerne efter operationen.
Husk at tage et hvil flere gange om dagen med benet over hjertehøjde
Du fortsætter med din daglige træning derhjemme. Det er dit eget ansvar, at du får lavet dine øvelser. På den måde får du den bedst mulige funktion af din nye hofte.
I enkelte tilfælde vurderer fysioterapeuten på sygehuset, at du har brug for hjælp til genoptræning. Du bliver henvist til din hjemkommunes fysioterapeut, som kontakter dig efter udskrivelsen.

Tandlæge
Det er vigtigt at informere din tandlæge om, at du har en kunstig hofte. Tandlægen vil tage stilling til, om du evt. skal have antibiotisk behandling i forbindelse med et indgreb.


Ud at rejse
Det nye led kan udløse alarmen i sikkerhedskontrollen. Er det tilfældet forklarer du blot, at du er opereret i hoften med et nyt led. 
 

Sport
Spørg den læge der har opereret dig.
 

Svømmehal, spa og karbad
To dage efter at dine tråde er blevet fjernet, må du gå i svømmehal, spa og karbad. Såret skal være helt tørt.

Øvrigt informaton
Læs mere om generelle anbefalinger, gang, cykling, ind- og udstigning af bil og bilkørsel i øvelsesprogram - indsættelse af nyt hofteled.
 

Komplikationer

Risiko for betændelse
Når du har fået en ny hofteprotese, kan der være en lille risiko for betændelse. Derfor får du under og efter operationen forebyggende antibiotisk behandling.
Hvis du får betændelse i hoften, kan det blive nødvendigt at behandle dig i længere tid med antibiotika.
Det kan også blive nødvendigt, at du får renset hofteleddet ved en operation.
 

Forskel på benlængde
Du kan få en lille forskel på benlængden, efter du har fået en ny hofteprotese. Det skyldes mindre eller større slidforandringer i hofteleddet. Den ny hofteprotese skal have tid til at sætte sig. Benlængde forskel kan derfor først afgøres efter 3-6 måneder.
 

Risiko for blodpropper
Oplever du ekstra hævelse, smerter, misfarvning/rødme efter udskrivelsen, skal du kontakte den sengeafdeling, hvor du var indlagt.
 

Risiko for at hoften går af led
Det kan forekomme, at hoften går ud af leddet. Dette viser sig ved, at der kommer pludselige smerter, og du er oftest ikke i tvivl. Ring 112 eller hvis du er i tvivl, så kontakt afdelingen, hvor du var indlagt. Risikoen er meget lille, men hvis det sker, så bliver hoften sat på plads under bedøvelse. Genoptræningen fortsætter som regel uden forsinkelser eller ændringer i forløbet.
 

Kontrol
 

Telefonoprining 4-6 dage efter udskrivelsen
Vi ringer til dig efter udskrivelsen, hvis du har været indlagt 2 dage eller mindre og sagt ja til dette.

14 dages kontrol
I Ortopædkirurgisk Ambulatorium fjernes trådene i dit operationssår.

Tidspunktet står i indkaldelsesbrevet.

 4 ugers kontrol ved fysioterapeut
Tidspunkt står på indkaldelsesbrev.
Fysioterapeuten undersøger funktionen af din hofte og taler med dig om, hvordan træningen går samt hvordan din dagligdag fungerer. Er alt i orden ved denne kontrol, afsluttes du fra sygehuset.

Printvenlig symptomguide

En guide som fortæller dig, hvordan du skal forholde dig til dine symptomer efter operationen.
Print symptomguiden.

 

Spørg, hvis du er i tvivl
Ortopædkirurgisk Afdeling. 

Med venlig hilsen
Sydvestjysk Sygehus
 

Send sikker e-mail til Ortopædkirurgisk Afdeling via borger.dk
Se mere om at sende sikker digital post til sygehuset her.

Logo


Siden er sidst opdateret 26-9-2018



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk