Dette er tekstversionen af Information om tuberkulose
Klik her for at komme til den grafiske version af Information om tuberkulose

Forside - Læs op - Sitemap


Information om tuberkulose


Tuberkulose
Tuberkulose er en bakteriel infektion. Bakterien slår sig fortrinsvis ned i lungerne, men kan sætte sig i alle organer, i knogler og lymfeknuder. Det er kun tuberkulose i lungerne, som er smittefarlig. Ofte rammer tuberkulose personer, som af en eller anden årsag er svækkede.


Hvis man bliver smittet med tuberkulose, kan der ske to ting:
1) Immunforsvaret bekæmper bakterierne og indkapsler dem, ”latent tuberkulose”. Hvis immunforsvaret senere i livet svækkes, kan tuberkulosen udvikle sig til ”aktiv tuberkulose”.
2) Bakterierne formerer sig, og giver aktiv lungetuberkulose. Kun 5-10% af de personer, der bliver smittet, udvikler aktiv tuberkulose.


Tuberkulose smitter kun, når man er aktivt syg


Symptomer på Tuberkulose
De mest typiske symptomer på tuberkulose er hoste, blodigt opspyt, feber, nattesved, åndenød, træthed og vægttab.
Hvis tuberkulosen sidder andre steder i kroppen, vil symptomerne kunne ses derfra. F.eks. hævede lymfeknuder, hævede led, eller smerter fra det sted, tuberkulosen sidder.


Tuberkulose kan helbredes
Tuberkulose behandles medicinsk. Aktiv tuberkulose behandles med 4 forskellige slags antibiotika, og behandlingen varer et halvt år. Efter 14 dages behandling smitter man ikke længere, og bakterien er bekæmpet efter endt behandling.
Har man latent tuberkulose, kan man få en forebyggende behandling, så man nedsætter risikoen for at udvikle aktiv tuberkulose. Denne behandling kan vare 3-6 måneder.


Opsporing af Tuberkulosetilfælde
Ved behandling af en person med aktiv tuberkulose, foretages en ”miljøopsporing”. Ved miljøopsporing forstås en undersøgelse af personer i nærmiljøet, som kan være blevet smittet eller som evt. kan have smittet personen, der behandles. Man starter gerne med at teste nære relationer. Det drejer sig typisk om familie eller andre man bor i husstand med. I visse tilfælde vil det også være relevant at teste på arbejdspladser, skoler eller andre institutioner.

 

Logo



Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk