Dette er tekstversionen af Igangsættelse af fødsel
Klik her for at komme til den grafiske version af Igangsættelse af fødsel

Forside - Læs op - Sitemap


Igangsættelse af fødsel


Det er nu besluttet, at du skal have fødslen sat i gang.
Din ledsager er velkommen til at være hos dig under igangsættelsen; dog har vi ikke mulighed for at tilbyde vedkommende at overnatte, hvis det besluttes, at du skal indlægges i forløbet.


Igangsættelse af en fødsel foregår i flere trin


Hvilken metode du skal starte med, afhænger af, hvor parat din krop er til at føde.
Det vil sige, hvordan forholdene er omkring livmoderhals og livmodermund.
Med jævne mellemrum i forløbet køres hjertelydskurve (CTG) for at holde øje med, hvordan dit barn har det og hvordan veerne kommer.

 

Det er meget forskelligt, hvor mange dage, hver enkelt kvinde bruger på en igangsættelse, men det kan vare op til 4 dage.
Ved hver undersøgelse vurderes det, om man kan prikke hul på fosterhinderne. Er dette muligt, gøres det og du kommer på fødestue, evt. til et S-drop.
 

Du skal forvente, at tabletterne kan give menstruationslignende smerter og ind imellem ses ve-lignende smerter, som modner din livmoderhals, også selvom de måske aftager igen. Disse småveer kan oftest afhjælpes med brusebad, varmepude eller let smertestillende medicin.
 
For de fleste kvinders vedkommende foregår igangsættelsen ambulant.


Livmoderhals og livmodermund
Under graviditeten er livmoderhalsen en fast tap på ca. 3 cm, der kan mærkes bagtil i skeden. Livmodermunden er som regel lukket.
Når fødselstidspunktet nærmer sig, modnes livmoderhalsen.
Den trækker sig lidt frem i skeden, bliver mere blød og afkortes og livmodermunden begynder at åbne sig lidt.

Misoprostol tabletter
Livmoderhalsen kan modnes ved hjælp af tabletter, der indeholder et hormon, der ligner det, din egen krop frigiver i slutningen af graviditeten.


1. dag

Du får foretaget de samme undersøgelser som i jordemoderkonsultationen og bliver desuden undersøgt indvendigt. Derefter får du kørt en ½ times CTG, der registrerer barnets hjertelyd samt eventuelle veer.

Du får den første tablet og kan tage hjem umiddelbart bagefter. Du får 7 tabletter med hjem samt grundig information og skema vedrørende indtagelsen. Du skal tage dem hver 2. time og vil blive ringet op af en jordemoder efter indtagelsen af tablet nr. 5.

Hvornår du kommer tilbage til sygehuset igen, aftaler du med jordemoderen, ellers møder du igen næste dag. Hvis fostervandet går eller du får regelmæssige veer, skal du altid ringe ind på Fødeafdelingen. 


2. dag
Hvis din livmoderhals ikke er afkortet nok, følges samme procedure som første dag.


3. dag
Hvis du fortsat har umodne forhold, starter du som dag 1, men tager kun 1 tablet 3 gange i alt.
Såfremt du ikke er gået i fødsel, vil man prøve at prikke hul på fosterhinderne eller oplægge et ballonkatheter.


4. dag
Om morgenen vil du få fjernet ballonkateteret og man vil prikke hul på fosterhinderne.
Herefter flyttes du til en fødestue.
Nogle kvinder begynder selv at lave veer i løbet af et par timer efter, at fostervandet er gået.
Laver du ikke veer, der er effektive, sætter vi et ve-stimulerende drop (S-drop).


Ballonkateter
En læge oplægger et ballonkateter i din livmoderhals. Ubehaget herved er svarende til en gynækologisk undersøgelse.
I løbet af natten vil den mekanisk stimulere din livmoderhals, så man om morgenen kan fjerne kateteret og prikke hul på fosterhinderne.


Hindesprængning
Hvis jordemoderen ved én af undersøgelserne finder, at din livmoderhals er afkortet og din livmodermund er begyndt at åbne sig, kan man prikke hul på fosterhinderne, så fostervandet siver ud.
Det kan være lidt ubehageligt, men er ikke direkte smertefuldt hverken for dig eller barnet.


Ve-stimulerende drop/S-drop
Hvis du efter hindesprængning eller spontan vandafgang ikke får veer af dig selv, får du opsat et ve-stimulerende drop (S-drop), der gradvist øges i styrke, indtil din livmoder danner veer og din livmodermund åbnes.
Det ve-stimulerende drop bibeholdes, indtil fødslen er godt overstået, og jordemoderen skønner, at din livmoder har trukket sig fint sammen (1-2 timer efter fødslen).


Efter fødslen
De fleste kvinder, der har født efter en igangsættelse, kan føde ambulant, ligesom de kvinder, der har født spontant.
Dette afhænger af årsagen til igangsættelsen.

Logo



Region Syddanmark - Email: kontakt@regionsyddanmark.dk